Livet her

100 år før Frederikshavn blev til

Fiskerflækken Fladstrand bød inden for til dagliglivet anno 1718 - 100 år før Frederikshavn blev til

01. september 2018 kl. 10:24
Opdateret kl. 10:37

FREDERIKSHAVN: Her ved indgangen til Frederikshavns store købstadsjubilæumsmåned meldte Tordenskioldsdagene sig stærkt ind i kredsen af gode kræfter, der hellere end gerne vil give den unge by et gevaldigt løft ind i købstadens år 201.

Tre aktivitetsfyldte dage i og omkring Krudttårnet og rundt i midtbyen her i weekenden blev kickstartet fredag aften og det var et start, der i tråd med traditionen borgede for massive mængder af gode oplevelser og fra en tid, hvor Frederikshavn end ikke var tænkt.

De helt store kanoner var kørt i stilling til denne den 21-ende udgave af Tordenskioldsdagene og i årets anledning kippede fiskerflækken med flaget og satte spor i sandet til den købstad, det blev - bare 100 år tidligere.

Som sidste år var området ved Krudttårnet udset til at være Fladstrand og i år anno 1718 - altså præcis 100 år før Frederikshavn blev en realitet.

Tilbageførslen til Krudttårnet er allerede blevet hyldet tidligere, men kan sikkert sagtens tåle at få et kompliment en gang til.

Det er det helt rigtige.

Krudttårnet er et eksisterende bevis for livet før købstaden var tænkt - og en klar understregning af, at Frederikshavn er blevet Frederikshavn fordi vi ligger præcis i landskabet, hvor vi gør.

Gennem de seneste uger har de mange frivillige bag Byprojektet tonset løs med at tømme magasinerne for alt det habengut, der skal til for at udlevede drømmen, frem i lyset ved Krudttårnet igen og her bag det solide hegn oplevede vi et særdeles levende Fladstrand genskabt med hele tre markedspladser, madtorv tæt ved krudttårnet og militære forlægninger, der er helt afgørende for, at der i dag er et Frederikshavn.

For det var jo uden sidestykke Frederikshavn strategiske placering, der gjorde, at der var militære forlægninger - og at Tordenskiold 100 år før den første havn blev sat etablere en anløbsbro - en forløber for det, der netop i disse år udvides og udvides, fordi den strategiske placering stadig er lige i øjet.

Den historiske spil om Tordenskiold er i dag en integreret del af Frederikshavns DNA - og det var derfor helt naturligt, at det var Tordenskioldsdagene, der åbnede for det store overflødighedshorn af jubilæumsfestligheder i netop september.

Starten gik fredag og det historiske spil forsætter over weekenden med start begge dage kl. 12 - og farvel og tak efter spillet kl. 22.

Det man jo altid mødes af, når man kommer ind i det store indhegnede område er de mange boder på markedspladserne.

De emmer af 1700-tal og skaber en ganske enestående stemningsfuld ramme, som hjælpes godt på vej af de mange folkemusikere fra Danmark og Sverige, der også i år indtager scenen - og i øvrigt optræder ganske spontant rundt omkring på pladsen.

Måske er det noget vi voksne sætter mere pris på end børnene - mens så er det jo godt, at der er tænkt på dem også i år, hvor kadetskolen har fået en ekstra spand kul.

Tordenskiolds Kadetskole er leg og læring for de 6-12-årige, hvor de kommer til at marchere, fægte og lave eksercits med geværet. Det kræver udstyr og en to timer lang test, og hvis de består, ja så får de deres soldaterbog - og den uddannelse vil 280 unge mennesker have gennemgået når søndagen er ovre og spillet for i år er slut.

Annonceret indhold

Nyeste