Det sker

Du kan stadig nå at være med til Stafet for Livet på Torvet

26. august 2021 kl. 09:54

Fredag 27. august fra klokken 16.00 til 19.15 er alle velkommen til at komme forbi Torvet i Sæby, hvor der stadig vil være mulighed for at tilmelde sig og deltage i den fælles afslutning på dette års Stafet for Livet.

- I år bliver stafetten anderledes, på grund af COVID-19, fortæller Alice Christiansen, som er formand for Stafet For Livet i Frederikshavn og forsætter:

- Trods den gradvise åbning af samfundet har vi ikke turdet ikke spå om, hvorledes restriktionerne ville se ud sidst i august, hvilket har gjort, at vi har besluttet at sprede stafetten ud både i tid og sted.

- At få sådan en stafet op at stå, lader sig simpelthen ikke gøre uden alle de fantastiske frivillige vi har, udtaler Alice Christiansen.

- Så derfor vil jeg gerne gribe denne mulighed og sende alle vores frivillige en kæmpe respekt og tak for den store og uvurderlige indsats, som de alle yder, runder Alice Christiansen af.

Har du ikke selv et hold eller nogen at gå med, så fortvivl ikke

- Jeg kommer selv til Sæby klokken 16.00 på fredag og starter mit hold op, fortæller borgmester Birgit Hansen.

- Og har du ikke nogen at gå med, uanset hvor i kommunen du bor, så er der altid plads til én mere på mit hold, som hedder: Birgits Hold/Byens Hold.

- Stafet For Livet er på mange måder både en livgivende og helende event, hvor vi i fællesskab får grinet og grædt, forklarer Birgit Hansen og uddyber:

- Det er jo en sygdom, hvor mange er ramt. Og her er det vigtigt at huske fighterne, de mennesker som på egen krop mærker, hvordan en kræftdiagnose kan ændre ens liv fuldstændigt. Men også at vi husker deres pårørende, som jo også kæmper deres kamp for og med deres kære. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at bakke op om denne sag og være med til at gøre en forskel. At vi husker at fejre og leve livet, mens vi kan, slutter Birgit Hansen af.

For Dan Højgaard Kristensen, som selv har været kræftramt markeres Stafet For Livet ved at at løbe sit halv Marathonløb nummer ethundrede.

- Jeg løber mit halvmarathon nummer ethundrede på fredag og det gør jeg, fordi jeg så gerne vil give noget tilbage, for alt det jeg fik, da jeg selv var syg, fortæller Dan Højgaard Kristensen.

- Så har man lyst til at løbe eller gå med, så er man meget velkommen, siger Dan og forklarer videre:

- Også her er der plads til alle. Så om man vil løbe eller gå tre, seks, ni eller tolv kilometer eller en halvmarathon sammen med mig, så er man meget velkommen. Vi kan ganske enkelt ikke blive for mange.

Borgmester Birgit Hansen kommer til Sæby klokken 16.00 og går gerne med på en lille Stafet For Livet tur, for efterfølgende at forsætte til Frederikshavn og og Skagen for at gøre det samme der. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Sådan tilmelder du dig Dans Team DK100 hold: MobilePay kroner 125,- til nummer: 28 24 ZB uanset distance. Skriv dit navn og distancen i ”Tilføj kommentar” feltet. De ethundrede kroner går ubeskåret til Stafet For Livet og de sidste femogtyve kroner går til forplejning på ruten og en medalje. Ligeledes har man mulighed lidt fælles hygge i Team DK100´s telt, som opstilles på Torvet.

Tilmelding skal være senest torsdag den 26. august.

Så kom forbi Torvet i Sæby, hvor tre af Sæbys lokale og flittige frivillige i lokalforeningen, Emmy Jakobsen, Jytte Christensen og Elin Jakobsen står klar til at hjælpe med diverse info og salg af lysposer og postkort og plakater malet af Charlotte Rømming.

Der vil være underholdning ved A Capella, ansigtsmaling og så kan man jo sagtens bare komme på Torvet i Sæby for at nyde den helt specielle stemning, som Stafet For Livet giver.

Klokken 19.15 afsluttes stafetten ved formand Alice Christiansen via livestreaming på storskærm og alle interesserede er velkommen til at gå med på afslutningsrunden, hvor også Mette Hardam og Ole Rørbæk vil gå med, for som afslutning at gå ned i Sæby Kirke, hvor Monica Falck Christensen holder lystalen og Tina Siel synger og Knud Erik Thrane spiller orgel til fællessang. Der afholdes et minuts stilhed efterfulgt af orgelspil, hvorefter dette års Stafet For Livet officielt er slut.

For yderligere info og tilmelding til Stafet For Livet se mere på www.stafetforlivet.dk.

Løbe- og gåruten til fredagens Stafet For Livet kommer til at starte på Torvet i Vestergade, ned ad Algde, langs havnen, over broen, langs Strandpromenaden, op ved Sæby Søbad ad Strandvej, hen ad Frederikshavnsvej, op ad Skovalleen, ind ad Hans Aabelsvej og så tilbage i Vestergade. En rute på cirka 3 kilometer.
Annonceret indhold

Nyeste