Arrangementet finder i år sted i toppen af Danmark på Skagen Odde Naturcenter. Privatfoto
Det sker

Flagdag fejres i Skagen

Borgmester Birgit S. Hansen og Flådestation Frederikshavn inviterer til åbent arrangement på Skagen Odde Naturcenter på den officielle Flagdag for Danmarks udsendte

28. august 2021 kl. 05:16

Traditionen tro inviterer borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen i samarbejde med Flådestation Frederikshavn til åbent arrangement på Danmarks officielle Flagdag lørdag 5. september.

Flåden er en vigtig institution og arbejdsplads i Frederikshavn Kommune, og det er derfor naturligt, at kommunen og flåden samarbejder om markeringen af den nationale Flagdag.

- Med vores fælles arrangement på Danmarks officielle Flagdag vil vi give alle, der ønsker det, mulighed for at anerkende og hædre alle dem, der har eller lige nu yder en indsats som udsendt i Danmarks tjeneste, udtaler borgmester Birgit S. Hansen.

Arrangementet finder i år sted i toppen af Danmark på Skagen Odde Naturcenter, og programmet på Flagdagen byder bl.a. på musikalsk underholdning ved Søværnets Tamburkorps og Klitkoret fra Skagen.

Dagens hovedtaler er Skoleskibet Danmarks tidligere kaptajn gennem 21 år, Kurt Andersen, som har høstet stor anerkendelse for den enestående kultur og stærke læringsmiljø, han har etableret i sin tid som kaptajn.

På talerstolen kan man også opleve garnisonskommandant Jan L. Svendsen, chef for Flådestation Frederikshavn:

- Det glæder mig rigtigt meget, at vi igen i år sammen med Frederikshavns Kommune står sammen om at sige tak til alle Danmarks udsendte. De udsendte løser ofte en vanskelig opgave under særdeles vanskelige forhold. Den fælles markering er med til at understrege den rigtig gode relation, der er i denne region mellem Forsvaret, Søværnet og lokalområdet omkring Frederikshavn, siger kommandørkaptajn Jan L. Svendsen.

Alle, der gerne vil hædre Danmarks udsendte, er velkomne til at deltage i det åbne arrangement i anledning af den officielle Flagdag 5. september på Skagen Odde Naturcenter.

Program for Flagdag 2021 klokken 11:00:

Musik ved Søværnets Tamburkorps

Velkomst ved konferencier Chresten Sloth

Velkomst og tale ved Borgmester Birgit S. Hansen

Korsang ved Klitkoret fra Skagen

Tale ved garnisonskommandant Jan L. Svendsen

Musik ved Søværnets Tamburkorps

Tale ved fhv. kaptajn på Skoleskibet Danmark, Kurt Andersen

1 minuts stilhed

Korsang ved Klitkoret

Konferencier afslutter fra scenen

Efterfølgende serveres der kaffe

Annonceret indhold

Nyeste