Livet her

Flyvertræf i Sæby Modelflyveklub

International weekend for entusiaster

01. juli 2019 kl. 16:20

SÆBY: Modelflyveklub afholdt den 21. - 23. juni arrangementet ”Slæb og Snak” på deres plads på Ørhedevej 20, hvor femten modelfly entusiaster fra Danmark, Sverige, Tyskland og Polen havde en weekend, hvor ikke kun tiden fløj af sted.

Til at trække de små modelsvævefly i luften havde klubben sørget for, at et større modelfly med en 200 cc motor kunne slæbe dem op i den rigtige højde. Trafikstyrelsen havde givet tilladelse til at flyve i op til 600 meters højde over modelflyvepladsen.

Der var også mulighed for at udnytte termikluften over det kuperede terræn nord for Understed. Ved de vestvendte skrænter var der god opdrift i luften, som de lette svævefly kunne boltre sig i.

Lørdag aften var der fællesspisning og hygge med ægtefæller. Her blev der uddelt diplomer for længste termikflyvning, dagens stunt og lignende udmærkelser.

Arrangementet blev meget vellykket både hvad angår flyvning, vidensdeling, socialt samvær og der blev knyttet nye nordiske venskaber, som klubben blev opfordret til at gentage til næste år fortæller bestyrelsesmedlem Børge Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste