Her ses de stærke kræfter fra styregruppen foran De Frivilliges Hus i Frederikshavn klar til at give frivillighedsugen kontant form.
Det sker

Frederikshavn hylder frivilligheden

I sensommeren bydes der op til fest for det frivillige fællesskab i hele kommunen

12. februar 2021 kl. 15:00

FREDERIKSHAVN: En storstilet satsning er netop i disse dage på vej fra ideplan til at tage kontant form.

Tanken er, at kommunens mangfoldige kultur-, sport- og fritidsliv med utallige frivillige skal hyldes, og det vil ske med et sandt fyrværkeri af aktiviteter og oplevelser.

Frivilligheds- og foreningsfestivalen indledes lørdag 11. september med startskuddet til en Fællesskabsstafet, Hele Verden i Frederikshavn og Foreningernes dag i gågaderne, og den afsluttes den efterfølgende lørdag med prisfest samt en stor fest for de frivillige.

I hverdagene mellem de to weekenddage er der aktiviteter i folkeskolerne, åbent hus-arrangementer i foreningerne, liv og glade dage i gågaderne, foredrag, workshops og meget mere.

Festivalen arrangeres af Frederikshavn Ungdoms Fællesråd (FUF), flankeret af Idrætssamvirket, De Frivilliges Hus, Handel- og virksomhedsforeningen FREDERIK, Dansk Skoleidræt og Frederikshavn Kommune.

- Vi er meget glade for, at festivalen nu bliver en realitet ved hjælp af stærke og engagerede samarbejdspartnere.

- Ideen blev første gang præsenteret til vores generalforsamling i 2019, og har i det stille været i støbeskeen siden.

- Den er en del af vores vision for 2019-2022, hvor fokus er ”Synlighed”.

- Det er dejligt, at vores samarbejdspartnere bidrager til og støtter os i, at anerkende de mange frivillige, vi har i og udenfor foreningerne i vores kommune, lyder det fra Henrik Carlsen og Birgitte Mathiasen, FUF.

Den kommende tid vil kommunens foreninger blive kontaktet med invitation til deltagelse i festivalen, og håbet er, at alle foreningerne vil benytte sig af muligheden til at være med til at vise, hvad de kan byde på, og til at fejre frivilligheden.

Annonceret indhold

Nyeste