Hendes majestæt, alias næstformand i BIEN Danmark Dorte Kolding, taler om borgerapanage på Kirkepladsen i Frederikshavn på mandag i Borgerlønsugen. Foto: Benjamin Hedegaard
Det sker

Hvad siger du til borgerløn?

Borgerlønsbevægelsen BIEN Danmark kalder til Borgerapanage og Skattejagt på Kirkepladsen i Frederikshavn

19. september 2021 kl. 06:00

Borgerlønsbevægelsen BIEN Danmark kalder til Borgerapanage & Skattejagt på Kirkepladsen i Frederikshavn på mandag kl. 12.30 som del af Borgerlønsugen.

- Lunken champagne og gratis penge. Kom og få en snak om borgerløn, hør hendes majestæt sige et par bevingede ord, eller prøv borgerlønsskattejagten og deltag i lodtrækningen om et års borgerlønslommepenge, lyder det fra Lotte Hvidkjær Andersen, der er bestyrelsesmedlem i BIEN Danmark.

Arrangementet er del af den internationale Basic Income Week 2021, der har til formål at oplyse om borgerløn, eller ubetinget basisindkomst, og dets værdi som bæredygtigt fundament for samfundet, herhjemme og globalt.

Coronakrisen har betydet at debatten om borgerløn er blusset op med direkte betalinger til borgere og virksomheder for at mindske de menneskelige og samfundsmæssige omkostninger.

Stater som Canada og USA har nationale lovforslag, der skal behandles i nærmeste fremtid, mens De Grønne, der har borgerløn på partiprogrammet, står til massiv fremgang og som potentielt regeringsdannende parti ved det forestående valg i Tyskland.

Arrangementet er for alle. - Små som store er velkomne, til snak eller spas, og især de nysgerrige.

Annonceret indhold

Nyeste