Skagen Havkajakklub har opstart af nyt begynderkursus 3. maj. Privatfoto
Det sker

Kom med på vandet: Skagen Havkajakklub byder nye roere velkommen

Skagen Havkajakklub har opstart af nyt begynderkursus 3. maj

18. april 2021 kl. 08:15

SKAGEN: Skagen Havkajakklub har et ”pakketilbud” til interesserede, der ønsker at prøve denne form for fritidsaktivitet, som er så oplagt for Skagen med vand til flere sider.

- At prøve havkajak kræver ingen særlige forudsætninger og med et begynderkursus, hvor vi går stille og roligt frem, kan alle være med, siger Michael Thaarup mangeårig formand for Skagen Havkajakklub.

Skagen Havkajakklub har opstart af nyt begynderkursus 3. maj. Privatfoto

- Vi har et særligt tilbud til nybegyndere, hvor man for et normalt årskontingent får en fuld roeruddannelse med i købet. Klubben har det nødvendige udstyr til rådighed, så man behøver ikke investere i kajak m.v. for at komme i gang. Det nødvendige udstyr er kajak, pagaj, svømmevest m.v. som klubben låner ud både under kurset og også efterfølgende, hvis man ikke er interesseret i at købe sin egen kajak.

Godt nok siger Michael Thaarup, at man ikke behøver nogen særlige forudsætninger for at deltage. Dog, skal man kunne svømme.

- Men det giver vel sig selv, siger Michael med et lille grin.

Det er uhyre sjældent, at nogen af klubbens medlemmer kæntrer, men det er en del af kurset at prøve det og lære hvordan man klarer sig, hvis det skulle ske. Herunder, at man evt. lader kajakken ”sejle sin egen sø” og svømmer i land.

Kurset starter med introduktionsaften, mandag d. 3. maj. Allerede den første aften kommer deltagerne også lidt på vandet.

Herefter kører kurset med basale kundskaber og færdigheder hver mandag aften frem til d. 28. juni og derudover er der en hel weekend med ekstra undervisning.

Det er 12.-13. juni, begge dage 09.00-16.00.

- Så der var lige et krav mere, understreger Michael Thaarup og fortsætter:

For uden deltagelse i weekendkurset, kan man ikke gennemføre det samlede kursus og derved ikke blive ”friroet”, som det kaldes, når man har fået ”kørekort” til havkajak.

Derudover er der et alderskrav på 16 år. Havkajak er i øvrigt en fritidsaktivitet for alle aldre.

Billig fritidsaktivitet

Skagen Havkajakklub har opstart af nyt begynderkursus 3. maj. Privatfoto

Prisen for begynderkursus, inkl. lån af klubbens kajakker og andet grej og 1. års kontingent er 1.300 kr., som er samme pris for almindelige medlemmers kontingent. Man får derfor en attraktiv samlet ”pakke” hvor kurset er gratis, da det er indeholdt i første års kontingent.

Det er klubbens egne instruktører og dermed kommende klubkammerater, der underviser.

For yderligere oplysninger kan Michael Thaarup kontaktes på tlf. 2829 4663 eller e-mail michaelthaarup@hotmail.com

Skagen Havkajakklub har både klubhus og opbevaringspladser til kajakker og grej i ”Den Røde Skurby” på Vestre Strandvej. Det er også her kurset foregår – med enkelte afstikkere til både Sønderstrand og Nordstrand.

Annonceret indhold

Nyeste