Conny, hunden Lise, Inge, Dorthe, Karsten og Mette var dagens seks friske deltagere, som tog en frisk walk & talk i og omkring Lyngså. Foto: Lisa Farum Kristiansen
Det sker

Kom med ud og vandre: Walk & talk hold i og omkring Lyngså hver søndag

Hver søndag kan du komme med på gåtur i naturen omkring Lyngså

15. april 2021 kl. 11:05

SÆBY: Hver søndag klokken 9.00 mødes mænd og kvinder fra Lyngså og opland til en frisk gåtur, Lyngså Walk & Talk, i og omkring Lyngsås alsidige natur.

Mødestedet er foran Værestedet, som ligger midt i Lyngså by og er byens fælleshus, hvor der under normale omstændigheder foregår masser af aktiviteter, som coronaen for en tid, har sat en stopper for.

Når foråret kommer, så bliver Hjertestien omkring Lyngså bare endnu smukkere. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Manglende kontakt og fællesskab

- Vi er en lille kerne, som kommer næsten hver gang, fortæller Mette Hardam, som er initiativtageren bag Lyngså Walk & Talk, som så dagens lys tilbage i juni 2020.

- En god veninde og jeg talte om, at vi ikke længere havde nogen social omgang med nogle af de folk, som bor i vores område, uddyber Mette Hardam.

- I vores egne tilfælde, fordi børnene nu er blevet så store, at vi og de ikke har det liv og den daglige kontakt, som børnehave og skole eksempelvis giver.

- Derudover ville vi gerne kombinere det sociale med motion, på et niveau hvor alle kunne være med. Vi tog derfor initiativet til disse Walks & Talks, fortæller Mette Hardam.

- I starten mødtes vi om tirsdagen, sidst på eftermiddagen, forklarer Mette Hardam.

Det er ikke mange, som ved, at der findes en Hjertesti i Lyngså. Foto: Lisa Farum Kristiansen

- Men tidspunktet blev udfordret af årstiden, da det begyndte at blive mørkt tidligt. Derfor flyttede vi tidspunktet til søndag morgen klokken 9.00, hvor vi tilbagelægger syv, otte kilometer i det tempo, som dagens deltagere nu indbyder til.

Turen går til Kattegat

- Vi har haft mange gode ture og er kommet rundt i kroge i og omkring Lyngså, som vi ikke vidste fandtes. Men den tur, som vi har gået flest gange er dog turen til vandet. For kysten og vandet ved Kattegat kan altså bare noget helt særligt, smiler Mette Hardam.

Gåture for alle

- Der er ingen mødepligt. Man møder blot op søndag klokken 9.00, ved Værestedet, i tøj og sko, som passer til vejret, inviterer Mette Hardam.

Kigger man rigtig godt efter, så kan man spotte tre hvide bagdele lige midt i billedet. På ruten i Lyngså kan man opleve mange rådyr og andet vildt. Foto: Lisa Farum Kristiansen

- Vi tager selvfølgelig hensyn til corona, holder afstand og laver grupper efter, hvad forsamlingsforbuddet nu påbyder.

- Ønsker man at se og opleve mere af Lyngså og omegn og lyder disse ture som noget man ønsker at deltage i. Så kan man se mere på gruppens facebookside, hvor aftaler laves. Den hedder ”Lyngså Walk & Talk”. En side, som alle er velkommen til at være med i, runder Mette Hardam af.

Annonceret indhold

Nyeste