Klar igen 19. juli.
Det sker

På tåspidserne for at åbne kulturlivet

Verdensballetten: Klar efter coronapausen med åbning ved Den Tilsandede Kirke 19. juli

03. april 2021 kl. 07:15

Efter et år fyldt med udfordringer og restriktioner, præsenterer Verdensballetten nu et brag af en forestilling hvor ballet, opera og klassisk musik vil markere genåbningen af kulturlivet.

Mandag 19. juli vil klitterne ved Den Tilsandede Kirke i Skagen, igen danne rammen om en forestilling med klassisk ballet, moderne dans, ny koreografi, arier og scener fra operaens verden og klassisk musik for violin og klaver.

Solodansere fra The Royal Ballet of London, Den Kgl. Ballet i København, Mariinskij Balletten fra St. Petersborg og Statsballetten Berlin, kommer til Skagen og danser uddrag af kendte balletter fra både det klassiske og det moderne repertoire.

Imponerende præstationer er vi blevet vidne til gennem årene. Foto Michael Bygballe

Blandt de medvirkende er ballerinaen fra Den Kgl. Ballet i København, Ida Praetorius.

Hun skulle have danset med Verdensballetten i 2020, men forestillingen måtte aflyses pga coronaens restriktioner.

Ida Praetoirus blev i 2016 udnævnt til solodanser og har bl.a. modtaget Reumertprisen.

Det er første gang at Verdensballetten har en dansk solodanser på plakaten.

Netop nu er Verdensballettens kunstneriske leder, solodanser ved The Royal Ballet og London Steven McRae, og Verdensballettens arrangør og grundlægger, operasanger og Skagens Ambassadør Jens-Christian Wandt, ved at forberede årets program. Et program som også byder på en helt ny ballet skabt til sommerens forestilling.

Glæd jer til sommer.Foto: Claus Søndberg

Det er den internationalt anerkendte danske koreograf Kim Brandstrup der kreerer en pas de deux med musik af den amerikanske komponist Philip Glass.

Balletten som danses af Ida Praetorius og Marian Walter, solodanser ved Statsballetten i Berlin, vil være inspireret af den tid vi oplever lige nu, hvor genåbningen er en kendsgerning, hvor verden og fællesskabet og ikke mindst kulturen skal genforenes.

Kim Brandstrup der til daglig er bosat i London, har skabt balletter til flere af de store internationale kompagnier – New York City Ballet, Royal Ballet of London, English National Ballet, La Scala i Milano, og ikke mindst Den Kgl. Ballet i København, hvor han i 2017 fik stor succes med balletten ”Rystet Spejl” – en ballet som indbragte ham en Reumert for årets bedste danseforestilling.

Udover ballet er der traditionen tro også opera og klassisk musik på Verdensballettens program.

Årets operasolist er sopranen Clara Cecilie Thomsen.

Hun fik sit gennembrud i Kasper Holtens Amadeus-forestilling på Det Kgl. Teater, og har siden optrådt på bl.a. Operaen i København, Den Jyske Opera, i Wiens Musikverein og med de danske symfoniorkestre.

Hun fik i 2018 tildelt Copenhagen Opera Festivals talentpris, og i 2020 Aalborg Operapris.

Udover Clara Cecilie Thomsen medvirker også Verdensballettens to musikere, violinisten Niklas Walentin og pianisten Alexander McKenzie, og så er det som altid Jens-Christian Wandt der præsenterer årets forestilling.

Jens-Christian Wandt binder som altid programmet sammen.

Siden begyndelsen i 2008 har Verdensballetten været tæt forbundet med Skagen.

Det var her det hele begyndte, Den Tilsandede Kirke er arnestedet, og også kunstnerne føler et helt særligt venskab med Skagen og Skagboerne. Derfor var det også en mærkelig følelse da Verdensballetten blev aflyst i 2020.

- Det var næsten ikke til at bære, siger Jens-Christian Wandt, dels var det et helt års forberedelser der blev lukket ned, dels er sommerens forestilling så integreret i os, at det føltes meget uforløst da sommeren gik på hæld og vi ikke havde været samlet ved Den Tilsandede Kirke. Derfor glæder vi os alle mere end nogensinde til at vi skal på scenen igen.

Billetsalget er åbnet.

Annonceret indhold

Nyeste