Bussen er et mobilt forsamlingshus for poesi - et lilla folkevognsrugbrød.pr-foto
Det sker

Poesiens Bus kommer til byen

21. august 2021 kl. 07:15

1-4. september får vi her i kommunen besøg af Poesiens Bus.

Bussen er et mobilt forsamlingshus for poesi - et lilla folkevognsrugbrød, som kører rundt i hele landet og formidler dansk samtidspoesi gennem workshops, talks, oplæsninger og meget mere.

- Målet med besøget er, at vi ønsker at nå ud med poesiens fantastiske egenskaber - og lade nordjyderne opleve, hvordan poesi/digte kan give os nye perspektiver på sproget og verden, generelt. Vi tror nemlig på, at læsende unge bliver til tænkende voksne, og med Poesiens Bus drømmer vi om at sprede læseglæde og fællesskab gennem at læse, skrive og opleve poesi, lyder det.

Poesiens Bus er altså et ombygget folkevognsrugbrød med indbygget poesibibliotek og hyggekrog, der skal bringe poesien ud til unge i hele landet og skabe læselyst og fællesskab.

Projektet gennemføres i samarbejde med institutioner og forfattere i hele landet, og Poesiens Bus skal være et sjovt og trygt rum, hvor man kan dele oplevelser og tanker med poesien som samtalestarter.

- Poesi kan bruges som underholdning, læring, formidling og som redskab til, at vi som mennesker kan komme tættere på hinanden og finde forståelse trods forskelligheder. Vi har aldrig haft mere brug for poesi, end vi har nu, siger folkene bag.

Programmet

Torsdag besøger Poesiens Bus Østervrå.

- Vi besøger Torslev Skole, hvor eleverne skal prøve kræfter med selv at skrive poesi gennem workshoppen ”Skab din egen digtsamling”. Vi har digterne Lars-Emil Foder og Signe Gjessing med bussen, der er med i workshoppen og som til sidst vil læse op for eleverne.

Fredag besøger vi Frederikshavn. Vi parkerer på Rådhuspladsen, hvor vi holder Åben Bus fra 09-13.00, hvor alle borgere er velkomne til at kigge indenfor i bussen og få en snak om poesi.

Signe Gjessing og en litteraturformidler fra Poesiens Bus har en samtale om Signe Gjessings forfatterskab sammen med tre af byens gymnasieklasser klokken 10-11.

Lars Emil Foder holder en workshop for en gymnasieklasse, hvor eleverne selv giver sig i kast med poesien fra 09-12.00. Begge arrangementer finder sted i Maskinhallen i Frederikshavn.

Lørdag besøger vi Skagen, hvor vi holder foran Skagen Bibliotek og Kulturhuset Kappelborg.

Vi har Signe Gjessing og Lars Emil Foder med i bussen, der hver vil læse op fra deres forfatterskaber. I løbet af formiddagen holder Poesiens Bus workshoppen ’Skab din egen digtsamling’, hvor alle er velkomne (egner sig bedst til unge fra 10 år og op + alle andre aldersgrupper).

Workshoppen har to stationer, hvor man på den ene side gennem sjove skriveøvelser kan prøve kræfter med at skrive, og på den anden side får muligheden for at sy sin egen digtsamling, som man kan skrive sine digte ind i.

Annonceret indhold

Nyeste