Foto: Jakob Dall
Det sker

Ramt af corona: Folkekirkens Nødhjælp og Abildgård Kirke tvunget til at tænke nyt

En af Danmarks ældste dør-til-dør-indsamlinger går digitalt. Det kræver nytænkning, hvis det ikke skal ramme verdens fattigste

26. februar 2021 kl. 06:00

Den 14. marts kommer der ingen og banker på din dør i Abildgård Sogn. Det har ellers været fast tradition siden slutningen af 90’erne, hvor Folkekirkens Nødhjælp har afholdt deres årlige dør-til-dør-indsamling, og Abildgård Kirke har været med.

På grund af coronapandemien må indsamlingsbøsserne dog blive i skabet og indsamlingen bliver i år digital. Det skriver Abildgård Kirke i en pressemeddelelse.

- Vi har været tvunget til at tænke nyt i coronatiden – og det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan mødes fysisk, men vi ønsker stadig hjælpe verdens fattigste. Derfor tager vi udfordringen op og laver en lokal, digital indsamling og på den måde ønsker vi at støtte og sikre at nødhjælpen når frem, fortæller indsamlingsleder i Abildgård Sogn, Torben Baumbach.

Den digitale indsamling kan man se og følge på www.abildgaardkirke.dk, og den vil også kunne ses på facebook i den kommende tid. Det bliver muligt at støtte via MobilePay og SMS, mere information følger på kirkens hjemmeside.

Hvad samler vi ind til?

Lige nu står problemerne i kø for verdens fattigste. Mens klimaforandringernes konsekvenser er en realitet, har coronapandemien været med til at forværre problemer, der eksisterede i forvejen. Sult, ulighed og konflikter.

Indsamlingen skal være med til at skaffe adgang til rent drikkevand, så ingen må tørste. Hjælp til at dyrke små køkkenhaver, der sikrer varieret kost, så ingen må gå sultne i seng. Og støtte til at plante træer, der sikrer et bedre klima og en grønnere fremtid.

- Vi lever i en tid, hvor næstekærlige handlinger aldrig har været vigtigere. Lige nu må vi påtage os opgaven at hjælpe mennesker i yderste nød, fordi både klimaforandringer og corona gør uligheden i verden større, fortæller Torben Baumbach, og fortsætter:

- For verdens allerfattigste gør det ingen forskel, om støtten er samlet ind fysisk eller digitalt. Til gengæld betyder det noget, at støtten når frem uanset hvad. Den 7. - 14. marts kan du gøre din lille del – og tilsammen kan vi gøre en kæmpe forskel ude – selv om vi må blive hjemme.

Annonceret indhold

Nyeste