Katrine Gislinge giver koncert i Skagen Kirke torsdag 5. august Foto: Peter Christian Christensen
Det sker

Sig farvel til de lyse nætter med Katrine Gislinge

31. juli 2021 kl. 07:45

En af Danmarks kendteste pianister gæster Skagen i begyndelsen af august.

Det er Katrine Gislinge, som giver koncert i Skagen Kirke 5. august, arrangeret af Skagen Musik- og Teaterforening. Koncerten starter kl. 21, så der bliver tale om en slags afsked med de lyse nætter for i år.

Katrine Gislinge præsenterer i Skagen et varieret program.

Det er sammensat af kompositioner af østrigske Franz Schubert, danske Bent Sørensen og den russisk-amerikanske komponist Sergei Rachmaninov.

Med Katrine Gislinge får skagboerne muligheden for at opleve en pianist, der i sjælden grad forener virtuositet med evnen til at formidle musikken.

Katrine Gislinge har spillet både solo- og kammermusikkoncerter over det meste af Europa og i USA.

Hun har arbejdet med dirigenter og musikere som Gustavo Dudamel, Kurt Sanderling, Andreas Brantelid og Gidon Kremer, og hun er medlem af Den Danske Klavertrio.

Hun var den første danske pianist, der indspillede for Deutsche Grammophon, og komponister som Per Nørgård og Bent Sørensen har dedikeret værker til hende.

Katrine Gislinges store viden om musik er blevet demonstreret i Danmarks Radios populære Klassisk Musikquiz, og hendes pædagogiske evner kommer til udtryk i DR-udsendelsen Vidunderbørn.

Annonceret indhold

Nyeste