Privatfoto
Det sker

Sommeren blomstrer i fuldt flor i Galleri Skagen

07. juli 2021 kl. 14:58

Lis Tulstrup Petersen maler en verden af blomster, med naturen som den absolut største kilde til inspiration.

Hendes smukke malerier kan ses i denne uge i Galleri Skagen. Om sin inspiration fortæller Lis:

- Motiver er der masser af derude - og jeg elsker de øjeblikke, hvor jeg falder i staver over en detalje i naturen. Her finder jeg ro i at iagttage men også inspiration til at opdage nye ting til at bygge videre på, når jeg omsætter det til motiver på lærredet.

- Det handler nemlig ikke alene om at se et motiv, men også at opdage hvor meget mere, der er i det. De følelser der vækkes, når man ser på dem. Det kan trækkes med over på lærredet. Jeg har oplevet, at nogen der ser maleriet græder, fordi det rør dem.

Det du kan se i denne uge i Galleri Skagen, er Lis Tulstrups fortolkning af blomster, fornemmelsen af blomsterne. Det er ikke bare det du ser, men følelsen af nærværet. Det der føles usynligt for øjet. Det nærvær, der ikke kan ses, kun føles.

Lis elsker desuden en humoristisk vinkel på livet. Det løsner op og giver frihed, siger hun.

- Så jeg ikke tager mig selv - eller andre, for den sags skyld - for højtidelig.

Derfor vil du også se malerier, der farvemæssigt stikker ud. En farveeksplosion, som fanger øjet og pirrer nysgerrigheden.

- Min verden af blomster er kommet snigende. Når jeg ser tilbage på min vej med malerierne, så har blomsterne insisterende stukket hovedet frem med jævne mellemrum. Selv mens jeg malede mennesker uden øjne, huse eller mere abstrakte værker. Så kom der af og til blomster på og også rene blomstermalerier.

- Glæden ved blomsterne er noget, som jeg gerne vil dele med andre, siger Lis og inviterer alle sommergæster og lokale ind i Galleri Skagen, for at opleve glæden, roen og det med at sætte sig stille ned på marken og lade øjet og sjælen gå på opdagelse.

Annonceret indhold

Nyeste