Arkivfoto: Martin Damgård
Det sker

Stormøde om knogleskørhed og tv-journalistik

28. september 2021 kl. 06:20

Knogleskørhed er en af de mest udbredte folkesygdomme i Danmark. Op mod 650.000 er ramt, men de fleste ved det ikke.

Osteoporoseforeningens Lokalafdeling Vendsyssel sætter fokus på knoglerne ved et stormøde med fagligt oplæg ved overlæge Torben Harsløf samt oplæg ved den frederikshavnske tv-journalist Jesper Bradsted.

Stormødet finder sted onsdag 29. september klokken 17 på Vendelbohus i Hjørring.

Jesper Bradsted er uddannet journalist og ejer i dag et produktionsselskab sammen med to partnere.

I oplægget i Hjørring vil han fortælle om sin hverdag som tv-tilrettelægger. Og om hvordan han arbejder med især sårbare mennesker.

Jesper har blandt andet lavet tv-programmer om livet på Hospice Vendsyssel i Frederikshavn, han har gennem flere år fulgt en ung, hjerneskadet mands kamp tilbage til livet, og senest har han fulgt en række familier med meget syge børn.

Med masser af tv-eksempler vil Jesper vise, hvordan han arbejder, og målet er at give tilhørerne et ærligt og åbent indblik ind i maskinrummet i en tv-produktion.

- Da jeg blev spurgt, om jeg ville lave et oplæg til Osteoporoseforeningen, gik jeg straks ind og læste om knogleskørhed. Jeg blev overrasket over, hvor mange danskere, der har sygdommen tæt inde på livet. Jeg tog samtidig testen på knogletest.dk, som gav mig svar på, om jeg er i risiko for at udvikle knogleskørhed. Her fandt jeg ud af, at jeg ligger i moderat risiko for at udvikle sygdommen.

Netop risiko, og samtidig forebyggelse og behandling af knogleskørhed, er noget af det, overlæge Torben Harsløf, Aarhus Universitetshospital, vil gøre deltagerne klogere på.

- Jeg vil fortælle om de vigtigste aspekter af knogleskørhed lige fra årsager om risikofaktorer, hvem der skal undersøges, og hvordan man gør det, hvad man selv kan gøre for at forebygge knoglebrud. Derudover vil jeg fortælle om behandling, siger Torben Harsløf, der understreger, at kendskab til den oversete folkesygdom, som knogleskørhed er, kan være vigtigt for den enkelte.

- Det er vigtigt at vide noget om knogleskørhed, da det er en hyppig sygdom, som man heldigvis selv kan gøre noget for at forebygge Jeg håber, at deltagerne efter mødet vil have fået viden om, om de er i risiko for sygdommen, om de skal undersøges for den, og hvad de selv kan gøre for at forebygge og behandle.

Stormødet med de to oplæg afholdes onsdag 29. september, og tilmelding er senest 24. september på vendsyssel@osteoporose-f.dk eller til Bodil Vestergaard på tlf. 2645 2480.

Entré inklusiv et let traktement er 50 kroner for medlemmer og 75 kroner for øvrige.

Annonceret indhold

Nyeste