Der arbejdes hårdt på at lave helt nyt bar- og cafe område i foyeren. Foto: Michael Madsen
Det sker

Stort musikprogram klar til genåbning: Maskinhallen genåbner i helt ny profil

Maskinhallen satser stort med nyt program, der er klar i dag, hvor den nye hjemmeside også går i luften

15. april 2021 kl. 12:58

FREDERIKSHAVN: Savner du også at høre livemusik og sidde i salen blandt andre musikelskere, så er ventetiden forhåbentlig snart ovre. Maskinhallen præsenterer i dag deres åbningsprogram for en genåbning, der kan ses på den nye hjemmeside, der også markerer starten på et helt nyt koncept for Maskinhallen som spillested.

- Jeg har nu igennem de sidste år fået skabt en del relationer i Danmark og i Skandinavien til både musikere og arrangører, især indenfor moderne folk og rootsmusik. Musik, der har rod i gamle traditioner, og som nyfortolkes i spændende konstellationer. Det er spændende bands, som er med på at lege, da de ofte ikke er så hårdt styrede af store pladeselskaber, og det kan der komme spændende arrangementer ud af. Jeg fornemmer også, at folk som kommer her i huset, synes at den type moderne musik er spændende, meget givende - og at den favner bredt.

Spillestedsleder Jens Ole Amstrup ser frem til en forrygende åbningsuge. Foto: Michael Madsen

- Derfor vil vi gerne satse helhjertet på at vi som regionalt spillested bliver et hjemsted for den moderne folkmusik – for kunstnere i Danmark og fra hele Skandinavien. Vi er bl.a. i gang med at forandre lokaliteterne, så der bliver et fedt back-stage miljø, hvor musikerne kan føle sig hjemme.

- I den store sal bliver lys og lyd renoveret af elever fra eventtekniker linjen, og vi fornyer hele foyer området, så der bliver et permanent bar- og cafeområde, som kan anvendes både før og efter koncerterne. Og det bliver permanent. Vi råder fremover suverænt over den store sal til musik, og derfor kan vi indrette den helt efter vores ønsker. Den lille sal vil stadig være til rådighed for foreningerne fortæller spillestedsleder Jens Ole Amstrup.

Selvom det stadig er uvist, hvordan rammerne for genåbning af spillestederne bliver fra den 6. maj, har Maskinhallen valgt at satse stort med et fornemt program, for genåbningen i hele ugen fra 11. til 16. maj.

Alberte Winding og hendes mand Andreas Fuglebæk kan blandt mange andre opleves i åbningsugen.

- Vi har simpelthen satset på at vi får lov til at arrangere musik igen, underlagt restriktioner i stil med dem vi havde før jul, hvor vi måtte have et begrænset antal siddende gæster. Så der bliver fuld gang i Maskinhallen fra tirsdag til søndag både om dagen og om aftenen. Bliver situationen anderledes må vi tage den derfra.

- Der vil også fremover være flere arrangementer som kommer til at køre i dagstimerne, da jeg har erfaret, at der er mange, der har tiden til det, og at der også er mange som ikke bryder sig om at skulle ud blandt mange mennesker om aftenen.

- Jeg synes vi har fået lavet et fantastisk flot åbningsprogram med kunstnere som bl.a. Alberte Winding og Mathilde Falch, men alt det kan man se meget mere om i dag torsdag 15. april – sidst på eftermiddagen, når vores nye hjemmeside www.maskinhallen.dk er i luften, fortæller Jens Ole Amstrup.

I den store sal knokler event teknikkere fra EUC på at forfine lyd og lys på scenen. Foto: Michael Madsen

Det er også tanken, at gæsterne skal tilknyttes mere til stedet. Det bliver blandt andet muligt at melde sig som frivillig hjælper til koncerterne, og der arbejdes også på at tilbyde en ordning med et årskort, som skal gøre det endnu billigere at komme ud at få en musikalsk oplevelse – i stil med den man kender fra biograferne.

- Det bliver stort at komme i gang igen både for os og for de mange kunstnere, som længes efter igen at komme ud at optræde, fortæller Jens Ole Amstrup.

Annonceret indhold

Nyeste