Vincent Hendricks holder foredrag i Skagen.
Det sker

Succes hos Folkeuniversitetet: Næste gang kommer Vincent Hendricks

29. april 2024 kl. 06:02

SKAGEN: Det har været et succesrigt forår for Folkeuniversitet i Skagen, som har haft en lang række meget populære foredrag på programmet.

Og det næste i rækken, vil Folkeuniversitets lokalkomité gerne slå et ekstra slag for;

det er nemlig en af landets mest populære filosofi-professorer, Vincent Hendricks, som den 5. maj besøger Skagen i Sognehuset fra kl. 16.00 til 17.45.

Mange vil kende Vincent Hendricks fra fjernsynet, hvor han ofte toner frem som ekspert og debattør.

Folkeuniversitetet forventer, at det bliver livligt, når professoren i formel filosofi med en skarp og bidende kritik af hvad-med-mig-tankegangen trækker på både moralfilosofi, spilteori og adfærdsøkonomi i sit foredrag 'Nok om mig'.

Fulde huse sidste gang

Selvom det ikke er nødvendigt med tilmelding, er det en god idé at møde op i god tid. Sidste foredrag med aldringsforskeren Henning Kirk måtte på aftenen flytte fra den planlagte lokation i Skagen biograf til Kappelborgs store koncertsal for at huse de 98 mennesker, der var dukket op for at høre om den nyeste forskning omkring aldring.

- Vi er helt overvældede over den interesse vores foredrag har fået, siger Grethe Ehrenreich fra Folkeuniversitet i Skagen, som også regner med, at der kommer mange til foredraget med Vincent Hendricks, både fordi emnet er spændende, men også fordi han er et kendt navn.

Vi er i det hele taget meget glade for, at det lykkedes os at få ham til Skagen, for han er en travl mand og der måtte kæmpes lidt for at få det til at gå op, siger Grethe Ehrenreich.

Ud over Vincent Hendricks har Folkeuniversitetet et sidste foredrag på plakaten dette forår, og det er den 3. juni, hvor professor og leder af Center for Humanities Computing på Aarhus Universitet, Kristoffer L. Nielbo fortæller om kunstig intelligens.

Tjek Folkeuniversitetets hjemmeside for mere om hvert foredrag og detaljer om tid og sted.

Vær opmærksom på, at foredraget med Vincent Hendricks er flyttet til Sognehuset i Skagen.

Annonceret indhold

Nyeste