Arkivfoto: Peter Broen
Livet her

Klitsagen fortsætter: Nu står striden om, hvor meget sand der blev flyttet

Et af de helt store stridsspørgsmål i sagen om hærværket på klitterne i Skagen har været, hvor meget sand der blev flyttet. Det kommer der måske svar på i dag

08. april 2021 kl. 10:20
Opdateret 23. april 2021 kl. 14:04

SKAGEN/HJØRRING: Retssagen mod erhvervsmanden Hans Andersen og en 39-årig entreprenør, der er tiltalt for hærværk på klitterne på Sønderstrand i Skagen, fortsætter i dag - torsdag.

Og her kommer striden til at stå om sandmængder og pris for ødelæggelserne.

Inden dagens retsmøde begyndte, kunne anklagemyndigheden fremlægge et erstatningskrav fra Frederikshavns Kommune på 447.000 kroner.

Den pris kommer dog til at blive udfordret under dagens retsmøde. Begge tiltalte afviser nemlig kommunens og anklagemyndighedens vurdering af omfanget af ødelæggelserne på klitterne.

I går afgav Hans Andersen og den 39-årige deres forklaringer om, hvad der skete 26. oktober 2019. Og deres vidneudsagn er sådan set det eneste bevis om skyld i sagen.

Den 39-årige erkendte, at han kørte gummigeden, der skamferede klitterne, men han sagde også, at det var Hans Andersen, der havde betalt ham 10.000 kroner for at gøre det.

Det afviste Hans Andersen pure og hævdede, at den 39-årige handlede på egen hånd.

Resten af sagen kommer derfor nu til at handle om, hvor meget sand der blev flyttet på klitterne. Der skal afhøres i alt otte vidner til at belyse omfanget af ødelæggelserne - de fleste vidner er indkaldt af forsvarerne.

Uenighed om alt

De tiltalte er nemlig uenige med anklagemyndigheden i både sandmængder, areal og pris.

Især Hans Andersen - selv om han nægter sig skyldig i alle anklager - har været særdeles aktiv i sagen det seneste år, hvor han har kritiseret Frederikshavns Kommune for at skønne, at der blev flyttet omkring 3000 kubikmeter sand, som det ville koste omkring en halv million at reetablere.

Hans Andersen har tidligere fået to landsinspektører til at vurdere skaderne, og de er begge kommet frem til, at der kun blev flyttet højest 250 kubikmeter sand. Og det kan reetableres for omkring 12.000 kroner, mener Hans Andersen.

Anklagemyndigheden har dog undladt at sætte sandmængder på tiltalen og betegner det blot som "en større mængde sand". Til gengæld mener anklagemyndigheden, at der er sket hærværk på et areal på 1189 kvadratmeter, og ifølge en opgørelse fra Frederikshavns Kommune har reetableringen altså kostet 447.000 kroner.

Især beplantningen med nye sandhjelme har kostet mange penge. Men også det anfægter de tiltalte. Der var nemlig slet ikke så meget bevoksning på klitterne, før de blev ødelagt, hævder de.

Den 39-årige entreprenør, der kørte gummigeden, forklarede i går i retten, at han kun kørte på et område på 600-700 kvadratmeter, og at han kun skrællede cirka 20 centimeter af klittoppene.

Ifølge anklagemyndigheden er der fjernet mellem en og halvanden meter af klittoppene.

Få et overblik over Klit-sagen på 60 sekunder

Se også
39-årig tiltalt i klitsagen: Hans Andersen betalte mig for at skubbe sand

Se også
Hvem taler sandt i klitsagen? - Hans tilbød at betale for at være hjælpsom
Annonceret indhold

Nyeste