Livet her

Mæhle sagde tak til Østervrå: - Det er helt vildt, at folk bliver ved med at komme

Interessen var enorm, da Joakim Mæhle vendte hjem til Østervrå for at skrive autografer

20. juli 2021 kl. 17:02
Opdateret kl. 17:49

FODBOLD: - Han ligner da sig selv.

Sådan lød en kort, men kontant konstatering fra en af de flere hundrede personer, der var forbi det lokale fodboldstadion i Østervrå tirsdag eftermiddag. Den ældre mand var sammen med det, der lignede et barnebarn, troppet op for at møde Joakim Mæhle. Det var de langtfra ene om.

Landsholdsprofilen havde afsat nogle timer til at skrive autografer til fremmødte fans på stadion hjemme i Østervrå. Den mulighed havde flere hundrede mennesker valgt at tage imod, så de troppede forventningsfulde op, og Mæhle leverede bag det til lejligheden opstillede bord - på samme måde, som han leverede under EM-slutrunden.

Det var Joakim Mæhles familie, der ønskede at takke for den store opbakning, de havde mødt under EM-slutrunden, og det skabte kø i lange baner på Elektrikeren Nord Arena, som stadion i Østervrå hedder.

- Vi har lige snakket om det. Det er helt sindssygt, at så mange mennesker kan finde til Østervrå. Det er helt vildt, at folk bare bliver ved med at komme, så jeg må vel hellere i gang, siger Joakim Mæhle, der havde fået til opgave at skrive autografer og stille op til billeder med de mange fremmødte mennesker.

Et forsigtigt slag på tasken havde forudsagt, at 100 til 150 mennesker ville lægge vejen forbi stadion, men der var mennesker i kø, så langt øjet rakte. Der herskede en forventningens glæde blandt de fremmødte folk, der for manges vedkommende var på fornavn med den lokale landsholdshelt.

Se billeder nederst i artiklen

Atalanta-spilleren har nu haft tid til at fordøje de mange indtryk fra EM-slutrunden, hvor man roligt kan konstatere, at han oplevede lidt af hvert. Det store fællesskab internt på holdet, der også forplantede sig og forgrenede sig ud til hele nationen, står stærkt i Joakim Mæhles bevidsthed.

- Det er svært at pege en enkelt oplevelse ud, men jeg vil sige det fællesskab, som vi har haft sammen med hele Danmark. Den måde, som vi har samlet Danmark på, og den opbakning, vi har mærket, har været noget af det største, siger Joakim Mæhle.

Se også
Her er prisen på Mæhle: Så mange millioner kan AaB og Østervrå få ud af et salg

Han leverede nogle vanvittigt imponerende højdepunkter med blandt andet to scoringer og et allerede legendarisk oplæg til Kasper Dolbergs 2-0-scoring mod Tjekkiet. Derfor var Mæhle også blandt de spillere, der fik mest opmærksomhed. Han er dog hurtig til at italesætte en vinkel, der ligger meget godt i forlængelse af den holdånd og det fællesskab, der står tilbage som den mest indlysende stjerne på den danske landsholdshimmel.

- Det var ikke kun for mit eget vedkommende, men for hele holdet blev der toppræsteret hele vejen igennem. Der er ikke noget at sætte en finger på. Folk, der blev skiftet ind, præsterede også bare, så det vidner bare om en stor kvalitet på hele holdet, siger Joakim Mæhle.

I forbindelse med autografskrivningen var der mulighed for at købe t-shirts med Mæhle på brystet. De var omtrent ligeså populære som is på en varm sommerdag. Borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen var også forbi med en gave, og hun skal umiddelbart være glad for, at Joakim Mæhle ikke har planer om at stille op til det kommende kommunalvalg, for han ville være en seriøs modkandidat bedømt på den store popularitet, som han lige nu nyder.

Joakim Mæhle kan se frem til mere hyldest, når han lørdag skal en tur på Aalborg Portland Park, hvor han skal hyldes i forbindelse med AaB's superligakamp mod FC Midtjylland.

Annonceret indhold

Nyeste