Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Livet her

Mand udsat for vold i Skagen - overfaldet kom ud af det blå

Nordjyllands Politi leder efter en gruppe velklædte mænd - og vidner til overfaldet

16. juli 2021 kl. 11:07
Opdateret 23. maj 2022 kl. 15:04

SKAGEN: En bytur i Skagen endte natten til torsdag knapt så muntert for en 34-årig mand med bopæl i Aalborg.

Han blev nemlig ifølge eget udsagn overfaldet af en gruppe af mænd, da han sammen med sin kammerat gik på gaden.

Politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn fortæller, at den 34-årige mand havde været en tur rundt på forskellige beværtninger i Skagen.

Da han sammen med sin ven omkring klokken 2 eller 2.30 på Havnepladsen i Skagen passerede en gruppe på fem personer, blev han overfaldet, som han husker det, ud af det blå.

- Han blev trukket til jorden, hvor han blev sparket og slået. Han har fået nogle knubs, men ingen alvorlige skader, siger Peter Skovbak.

Den 34-åriges kammerat forsøgte at stoppe overfaldet, og det samme gjorde en udefrakommende, men uden held. Kammeraten blev ikke selv udsat for vold.

Voldsepisoden blev anmeldt torsdag eftermiddag, og politiet har fået følgende signalement af to af overfaldsmændene:

Den ene er en mand med dansk udseende, 35-40 år, markeret bygning. Manden har gråt hår og var velklædt i sommertøj.

Den anden er ligeledes en mand, dansk af udseende, cirka 30 år gammel og 180 centimeter høj. Han har kort lyst hår, tynd af bygning og iført en rød t-shirt og også velklædt i sommertøj.

De øvrige tre personer kan det 34-årige offer ikke beskrive nærmere.

Har man henvendelser i sagen, står Nordjyllands Politi klar til at tage imod på 114.

Se også
Nordjyde betalte med falske euro-sedler i nattelivet - nu er han dømt

Annonceret indhold

Nyeste