Charlotte og Claus Jensen – også kendt som ’bondekonen’ og ’bondemanden’ fra Jensen Jordbær – har brugt de sidste måneder på at lave en ny gårdbutik på samme adresse, som Jensen Jordbær hører til.
Livet her

Populære jordbærfolk udvider med ny gårdbutik

06. maj 2024 kl. 10:55

SÆBY: Charlotte og Claus Jensen – også kendt som ’bondekonen’ og ’bondemanden’ fra Jensen Jordbær – har brugt de sidste måneder på at lave en ny gårdbutik på samme adresse, som Jensen Jordbær hører til.

Det fortæller de i en pressemeddelelse.

Gårdbutikken slår dørene op på Kristi Himmelfartsdag, torsdag d. 9. maj kl. 10.00-16.00, og det fejres naturligvis med en åbningsfest.

- Vi vil gerne markere åbningen med en sjov og hyggelig dag, hvor der er plads til både børn og voksne. Vi åbner vores isbod i dagens anledning, så alle børn kan få en gratis is med hjemmelavet jordbærsovs. Der er selvfølgelig også plads til leg i sandkassen, adgang til kaninerne m.m. Derudover vil der være smagsprøver, fadøl og champagne til de voksne, som kan nydes i godt selskab. Oveni hatten er vi så heldige at have lavet et samarbejde med en lokal kageentusiast, Stine Bach Jensen, som kommer forbi med cupcakes, som folk selv kan få lov at pynte, fortæller Charlotte Jensen.

Gårdbutikken er noget for øjet, da den er hyggeligt indrettet med både nyt og gammelt. Udover hygge finder du også lækre puder, lanterner, bamser, tasker, hudplejeprodukter og meget mere.

- Vi glæder os enormt meget til at åbne gårdbutikken. Vi synes selv, at det er blevet rigtig rigtig godt, og vi har ramt lige præcis den stemning, vi håbede på. Vi har fået positive reaktioner på vores Facebook- og Instagramsider, men derfor er vi alligevel spændte og nysgerrige på at se, hvor mange der kigger forbi på åbningsdagen. Vi har bestilt godt vejr, så mon ikke det hele skal gå godt, siger Charlotte med et smiler.

Åbningsfesten er torsdag d. 9. maj fra kl. 10.00-16.00. Dagen starter med, at Thomas Jørgensen, gruppeformand for Venstre i Frederikshavn Kommune, kommer og klipper båndet til gårdbutikken.

Annonceret indhold

Nyeste