Der var glade smil og uddeling af værdibeviser da der blev givet over en kvart million kroner til lokale foreninger. Privatfoto.
Livet her

270.000 kroner i støtte til lokale forening

XL-BYG med afdeliner i Elling, Tårs og på Læsø havde inviteret 107 foreninger til nytårstaffel

01. februar 2020 kl. 10:55

Onsdag 29. januar havde XL-BYG Elling Tømmerhandel inviteret de 107 foreninger, der pr. 31. december 2019 var tilmeldt XL-foreningsstøtte, til nytårstaffel. Samlet set kunne XL-BYG Elling Tømmerhandel sammen med afdelingerne på Læsø og i Tårs uddele 270.000 kroner i støtte til foreningerne. Siden konceptet blev sat i søen i sommeren 2015, har de tre butikker i alt uddelt ca. 1,1 million danske kroner til lokale foreninger – et resultat direktør i XL-BYG Elling Tømmerhandel, Kristian Nielsen, er utrolig stolt over.

- Da vi udviklede XL-foreningsstøtte, var det med henblik på, at konceptet skulle være en win-win-situation for alle parter. Konceptet var meget enkelt: Foreningerne tilmeldte sig ordningen, hvorefter vores kunder kunne gå ind og vælge, hvilken af de tilmeldte foreninger, de ville støtte, når de handlede hos os. Så jo flere kunder, der ønskede at tildele støtte til en bestemt forening, jo højere blev beløbet. Som eksempel fik den forening, der opnåede højst støtte i 2019, et beløb med hjem på små 23.000 kroner.

- Vi har været utrolig stolte af idéen og konceptet bag XL-foreningsstøtte, men grundet en meget begrænset tilgang af kunder, som har tilmeldt sig ordningen de sidste par år, har vi valgt at lukke ordningen pr. 31. december 2019, udtaler Kristian Nielsen.

- Langt, langt hovedparten af tilmeldte kunder har været kunder, som for de flestes vedkommende handler i vores butikker i forvejen.

Støtten fortsætter

- Når en dør lukker, åbnes der jo som bekendt en ny. Fremadrettet ønsker vi fortsat at holde fast i vores lokale forankring og støtte det lokale foreningsliv. Det er og har altid været en del af vores forretningers DNA, udtaler direktør Torben Svendsen.

- Derfor er lokale foreninger meget velkommen til at henvende sig, hvis foreningen har et specifikt projekt, begivenhed eller initiativ, de ønsker støtte til. Det er så Rikke Toldbod Christensen, foreningerne fremadrettet skal have fat. Mange af foreningerne kender allerede Rikke i forvejen, da hun har været en af idémændene og tovholder på XL-foreningsstøtte.

Nytårstaflen blev fejret med bobler og kransekage, og de fremmødte foreninger fik uddelt værdibeviser. Begivenheden blev som tidligere år foreviget på et hyggeligt gruppebillede.

Annonceret indhold

Nyeste