Så skal du til tasterne for at få del i Norlys-midlerne
Livet her

50 millioner i spil: Fond åbner for ansøgninger

Så er det ansøgningstid for lokale ildsjæle

13. maj 2021 kl. 08:05

Så er det nu, du skal i gang med at søge, hvis dit projekt skal have del i 50 millioner fra Norlys Vækstpulje.

1. juni er der ansøgningsfrist for den første af tre ansøgningsrunder frem til april 2022, hvor gode initiativer og projekter kan opnå støtte.

- Vi etablerede Norlys Vækstpulje for et år siden, og vi har indtil videre uddelt 37 mio. kr. til knap 500 gode projekter fordelt på to uddelingsrunder.

- Nu har vores repræsentantskab godkendt, at vi det kommende år kan uddele yderligere 50 millioner. Vi har især fokus på at støtte initiativer, der fremmer grøn omstilling og digitalisering eller på anden vis bidrager til fællesskab, siger Jens Erik Platz, bestyrelsesformand i Norlys.

Norlys Vækstpulje støtter bredt og primært inden for Norlys’ ejergeografi.

- Vi har især bevilget penge til foreninger og kulturliv i lokalsamfundene, men vi har også et stort ønske om, at Norlys Vækstpulje skal være med til at gøre en forskel i et bredere samfundsperspektiv.

Norlys er et andelsselskab, som er ejet af flere end 700.000 danske elforbrugere. Foruden de mere innovative projekter har Norlys Vækstpulje derfor i høj grad også fokus på fællesskab.

- Langt de fleste ansøgninger, vi modtager, kommer fra foreninger og kulturliv, som søger støtte til alt lige fra bålhytter til sportsudstyr. Ting, der er med til at holde fællesskabet i lokalsamfundene i gang. Selv om vi er blevet en stor koncern, er det fortsat vigtigt for os, at vi er noget netop for lokalområderne, hvor vores andelshavere bor. Vi glæder os derfor til også at modtage en masse gode ansøgninger fra de lokale ildsjæle, der brænder for at holde liv i de små lokalsamfund med sport, kultur og fælles samlingspunkter, slutter Jens Erik Platz.

Annonceret indhold

Nyeste