Den A. P. Møllerske Støttefond har bevilget 250.000 kr til hjælp til etablering af KNIFHOLT Naturbrug. Arkivfoto: Hans Ravn
Livet her

A.P. Møller Fond blåstempler KNIFHOLT

01. juli 2017 kl. 06:00

På markerne ved Knivholt Hovedgaard myldrer grøntsager, krydderurter og blomster op af jorden, og på hylderne i gårdbutikken er der kartofler, løg, økologiske æg og meget andet. De ansatte på KNIFHOLT Naturbrug og bestyrelsen i foreningen bag naturbruget går rundt med store smil på læberne, både på grund af driften og ikke mindst på grund af det netop modtagne brev fra Den A. P. Møllerske Støttefond.

Fonden har netop meddelt, at den støtter KNIFHOLT-projektet med en donation på 250.000 kr til etablering af det socialøkonomiske naturbrug. Det er en afgørende økonomisk indsprøjtning til naturbruget, der som tidligere omtalt i de lokale medier har haft udfordringer med likviditeten i løbet af foråret.

Vi er enormt taknemlige og stolte over, at Den A. P. Møllerske Støttefond kan se så meget kvalitet og potentiale i vores arbejde med at skabe en socialøkonomisk arbejdsplads, der dyrker jorden efter økologiske principper, at de har valgt at give os denne starthjælp, siger Steen Jensen, der er bestyrelsesformand i den socialøkonomiske forening KNIFHOLT.

Formålet er rummelighed

Foreningen arbejder for at give vendelboerne en god smag i munden - både i helt bogstavelig og mere overført betydning. Først og fremmest dyrkes markerne efter økologiske metoder og principper, og fra næste sæson er naturbruget helt økologiske. Derudover er det foreningens mål med naturbruget at skabe en arbejdsplads, der primært drives af mennesker, som af forskellige grunde er på kanten af arbejdsmarkedet. Der er ansat en række medarbejdere i fleksjob samt en række flygtninge og indvandrere i sprogpraktik.

I år dyrkes i alt tre hektar jord, og afgrøderne sælges dels i en gårdbutik på Knivholt Hovedgård, dels til restauranter, storkøkkener, grossister osv.

Afhængig af lokal opbakning

Midlerne fra fonden skal bruges til etablering af naturbruget, til udstyr som fx traktor, markredskaber, kasseapparat og lignende. Steen Jensen betegner donationen som en blåstempling af projektets bæredygtighed men understreger samtidig, at foreningen fortsat er helt afhængig af lokal opbakning.

Vi har et budget, der arbejder henimod en overskudsgivende drift i løbet af tre år, hvorefter vi vil bruge overskuddet til socialt arbejde. Men inden vi når dertil, er der behov for flere investeringer i udstyr, redskaber, såsæd og lignende. Vi har allerede nu solgt omkring 100 anparter á 500 kr og alle interesserede kan fortsat købe disse. Desuden tilbyder vi flere typer sponsorater til virksomheder, der gerne vil støtte vores arbejde. Og det kan man jo også gøre ved at købe vores produkter i gårdbutikken på Knivholt Hovedgaard, siger formanden.

Der er flere oplysninger om den socialøkonomiske forening Knifholt på www.knifholt.dk og på facebooksiden www.facebook.com/knifholt.

Annonceret indhold

Nyeste