Livet her

Aktive pensionister er altid velkomne

Mandag den 11. september fortæller Rådhuscentret om de mange aktiviteter, centeret byder på

01. september 2017 kl. 07:00

Mandag den 11. september byder Rådhuscenteret på en kop kaffe og vil samtidig gerne fortælle om de mange aktiviteter, centeret byder på.

Samlingspunktet i huset er "Torvet" samt det populære cafeteria, hvor der er mulighed for at spise dagens middag, en let ret, smørrebrød eller måske en hjemmebagt kage.

Fredag er blevet døbt "hyggefredag" og her serveres en lækker Brunch mellem 9.30 og 13.00.

Ugen igennem er der mulighed for at deltage i en lang række aktiviteter, såsom glas- og keramikarbejde, ligesom de håndarbejdsmæssige færdigheder bliver flittigt brugt.

Sang, spil, Line Dance, banko, patchwork, decoupage og gymnastik er også på programmet i det snart 30 årige center, der stadig sprudler af energi.

Vil man bare deltage i det sociale liv og spille brætspil, dart, bob eller billard er der rige muligheder.

Computerfærdigheder

I lokalerne er der 4 dage om ugen også mulighed for at finpudse færdighederne bag computerskærmen - uanset om man er begynder eller let øvet.

- Centeret besøges hver uge af flere hundrede glade og aktive brugere, men der er stadig plads til flere. Derfor holder vi dette arrangement - for at vise lidt af vores mange kvaliteter og kompetancer, udtaler Bjarne Albertsen, der er formand for Rådhuscenterrådet.

- Vi har som motto at Rådhuscenteret skal være "Et rart sted at være" - og det sætter vi så stor pris på, at vi gerne vil invitere DIG til at være en del af vores sociale fællesskab, tilføjer Bjarne Albertsen.

Udover de daglige aktiviteter har Centeret gennem årene budt på adskillige foredrag, musikalske arrangementer, fester samt revyer af forskellig observans. Alt sammen arrangeret af Personalet og en stor skare af frivillige der hver dag yder en kæmpe indsats.

Salgsmarkeder

Et par gange om året er der mulighed for at se hvad der laves i centeret, når der afholdes salgsmarkeder, der altid er velbesøgte.

Er man pensionist - førtids- eller folkpensionist - eller blot fyldt 60 år, er Rådhuscenteret åbent for alle.

Mand eller kvinde - alle er velkomne mandag den 11. september kl. 10.00 - 12.00.

- Vi glæder os til at vise centeret frem" slutter Bjarne Albertsen.

Annonceret indhold

Nyeste