Bakkegården i Frederikshavn er blandt de sidste 18 favoritter til Renoverprisen 2021.Privatfoto
Livet her

Bakkegården blandt favoritter til Renoverprisen 2021

Bakkegården i Frederikshavn er som den eneste nordjyske bygning blandt favoritterne til Renoverprisen 2021 i et felt bestående af 18 projekter på landsplan

07. april 2021 kl. 09:13

Bakkegården i Frederikshavn er blandt de 18 favoritter til at vinde titlen som Danmarks bedste renovering og dermed Renoverprisen 2021.

Bag Renoverprisen er Realdania og Grundejernes Investeringsfond, som siden 2013 har kåret Danmarks bedste renovering. Projekterne bedømmes ud fra kriterierne bæredygtighed, brugskvalitet og bidrag til omgivelserne, udførelseskvalitet og værdiforøgelse, eksempelværdi og samarbejde.

Bakkegården i Frederikshavn går helt tilbage til 1954 og med renoveringen i 2018 har man blandt andet opnået store klima- og energibesparelser såvel som skabt mere liv ved at åbne området. Bakkegården i Frederikshavn er desuden det eneste nordjyske projekt, der er nomineret til Renoverprisen 2021.

I alt 128 renoveringsprojekter blev indstillet til Renoverprisen 2021. De har nu været under lup hos Renoverprisens nomineringsudvalg, der har foretaget den første sortering af projekterne. Feltet er således kogt ned til 18 renoveringsprojekter, og det er fra dette felt, at 6 projekter skal nomineres til prisen.

- Det er altid et svært arbejde at lave den første udvælgelse af projekter til Renoverprisen, fordi der er så mange gode at vælge imellem. Og i år er ingen undtagelse. De 18 projekter, vi har udvalgt til at gå videre i konkurrencen, er meget forskellige, men har det til fælles, at de på hver deres måde er rigtig gode eksempler på vellykkede renoveringer, der forhåbentligt kan inspirere andre til at lave lignende renoveringer, siger Karen Mosbech, formand for nomineringsudvalget, i en pressemeddelelse.

Nu venter en grundig undersøgelse af, om de 18 projekter lever op til Renoverprisens kriterier. Undersøgelsen foretages af BUILD, Institut for byggeri, by og miljø. Resultaterne skal blandt andet støtte Renoverprisens nomineringsudvalg, når de skal koge feltet yderligere ned til seks nominerede projekter.

Inden de 6 nominerede projekter offentliggøres i midten af juni, er også de entrepriseretlige forhold ved projekterne blevet undersøgt af advokatfirmaet Molt Wengel, og nomineringsudvalget har besigtiget de seks udvalgte projekter.

Man kan læse mere om Renoverprisen 2021 og indstillingerne bag Bakkegården og de 17 andre projekter på www.renover.dk.

Annonceret indhold

Nyeste