Coronarestriktionerne har betydet færre biler på vejene, og det har blandt andet bidraget til et fornuftigt regnskab hos GF Nord. Foto: Stock
Livet her

Bilister i Vendsyssel deler millionoverskud

OVERSKUDSDELING: GF Nords medlemmer med bil kommer godt fra start i 2021. De deler et overskud på tre millioner kroner

07. januar 2021 kl. 06:00

KOMMUNEN: Regnskabet for 2020 er gjort op, og de nordjyske bilforsikringstagere i GF får i denne uge besked om, hvad overskudsdelingen konkret betyder for dem hver især i kroner og øre.

- Corona har været noget skidt, men vi kan glæde os over, at de færre biler på vejene - senest under den totale nedlukning af Vendsyssel - har betydet færre bilskaber.

- Det er en af årsagerne til det flotte resultat i GF Nord, hvor overskuddet på bilforsikringen er på mere end tre millioner kroner, siger Jens Jørgen Vinther, som er formand for GF Nord.

- Men vi må selvfølgelig også endnu en gang konstatere, at vores medlemmer kører fornuftigt og er gode til at passe på sig selv og andre i trafikken, fortsætter Jens Jørgen Vinther.

GF Nord er en af i alt 34 forsikringsklubber i det medlemsejede GF Forsikring og dækker det nordlige Vendsyssel fra kontorer i både Frederikshavn og Hjørring.

GF er ejet af medlemmerne, og siden GF Forsikrings første leveår i 1960’erne har grundideen været, at medlemmer - og ikke aktionærer - skulle dele årets overskud.

Derfor er GF’s overskudsdeling også solidarisk. Jo færre skader, jo mere i overskud til alle, og det betyder, at har man haft en skade i løbet af året, så får man alligevel del i overskuddet.

Rent praktisk foregår det på den måde, at den enkeltes andel af overskuddet trækkes fra prisen på forsikringerne, efterhånden som de fornys i 2021.

GF Forsikrings medlemmer i hele Region Nordjylland deler et samlet overskud på mere end 13 millioner kroner på bilforsikringerne og næsten 5,5 millioner kroner på deres andre forsikringer i GF.

Annonceret indhold

Nyeste