Livet her

Bliv stenspion for en dag og tag på sten-skattejagt i Sæby

19. januar 2021 kl. 08:00

SÆBY: Frem til 24. januar kan du lege stenspion og tage på stenjagt i Sæby.

Der er lagt syv forskellige sten ud med motiver af seks af Sæbys seværdigheder og en enkelt butik.

Stenene er lagt ud syv forskellige steder i Sæby og på hver sten er der malet et hint, som viser, hvor næste sten er placeret og et bogstav, som man skal huske på, for så til sidst at sætte bogstaverne sammen til ét ord.

Når alle sten er fundet og bogstaverne er sat sammen til ét ord, så har man løsningen på stenjagten.

Svaret skrives på en seddel med navn og telefonnummer og sedlen puttes i Kalhøjs postkasse, som hænger på butikkens facade i Vestergade 25 i Sæby.

Sedlen skal afleveres senest søndag den 24. januar 2021.

- Jeg fik ideen til stenjagten, fordi jeg synes at det er synd for alle de børn, som er begrænset på grund af denne nedlukning som coronaen har medført, og derfor ikke har så meget at tage sig til, forklarer Charlotte Rømming, som både er idekvinden bag stenjagten, men også kunstneren bag de flotte sten.

- Jeg har fået virkelig god respons på jagten og mange søde beskeder og billeder af børn, som har leget stenspioner, fortæller Charlotte Rømming, som glæder sig over, at så mange har taget godt imod ideen og leget med.

- Dette er en mulighed for, at få det bedste ud af nedlukningen, få lidt frisk luft, motion, spænding, et besøg hos nogle af byens smukkeste steder og vigtigst, så er den en aktivitet, som kan laves sammen også på tværs af generationer, smiler Charlotte Rømming.

- Ruten er på cirka ti kilometer, så en god tur de fleste nemt kan klare på cykel.

- Er man til bens, kan man med fordel starte ved Sæbygård Slot. Og måske kan man lokke en af de førnævnte generationer til at køre stenspionen til Sæbygaard Slot og senere hente igen på Sæby Havn, hvor Fruen fra Havet er placeret.

- På den måde halveres længden på ruten næsten, runder Charlotte Rømming af.

Mandag den 25. januar 2021 trækkes vinderen af stenjagten. Og det er værd at sætte stenjagten ind, for præmien er en lækker snolderkurv med slik, chips og sodavand, som er sponsoreret af MENY Sæby.

Annonceret indhold

Nyeste