Livet her

Blomster til gavn for insekter og til glæde for mennesker

15. juli 2021 kl. 13:29

På Røllenvej ved Syvsten kan man de næste mange uger nyde synet af et af de mange flotte blomsterstriber, som bryder og pryder vejkanterne langs en del af de nordjyske landeveje.

Overrask en af dine kære

- Man må gerne stoppe op i vejkanten og plukke en buket, helt gratis, fortæller Torben Farum, som har plantet blomsterstriber flere steder langs sine marker og forsætter:

- I Vendsyssel har Landbonords landmænd plantet mere end et hundrede og tyve kilometer blomsterstriber, til glæde og gavn for både mennesker og dyr.

- Vi har sået blomsterstriberne for at skabe noget flot og brydende at se på, når man kører forbi markerne. Men især for at skabe gode forhold for insekter og dyr.

Tag en saks og de små sko på

Et lille bonustip, hvis man vil ud og plukke blomster er, at tage en saks med.

Blomsterstæglerne kan nemlig godt være svære at knække over. Og husk nu lige, at træde varsomt, så man ikke får lagt flere kvadratmeter blomsterstribe ned i kampen om at få plukket den flotteste buket. For der kan nemt gå lidt Rødhætte i den.

For det eneste man skal betale for sådan en flot buket er lidt hensyn og så den tid det tager at plukke og aflevere til den heldige modtager.

Villahaver med blomsterbede

I et villakvarter i sydbyen i Sæby har de to genboer Bent Nielsen og Christian Isaksen ryddet et stykke af haven for at gøre plads til og så et flot og vildt blomsterhav til gavn for havens insekter.

- Jeg har sået en blanding af otteogtyve forskellige blomsterarter, som vil blomstre på skift fra sent forår og så lige indtil frosten sætter ind en gang til efteråret, fortæller Bent Nielsen, som nyder at have et bed, hvor der slet ikke findes ukrudt.

- Det har kostet mig knap firehundrede kroner, at købe frø til det tres kvadratmeter store område, som bedet fylder i min have. Min genbo, Christian Isaksen er også med på bølgen. Så nu kan vi begge godt mærke, at der går lidt konkurrence i den, griner Bent Nielsen.

Christian Isaksen og Bent Nielsen har begge taget et stykke af haven i brug til at så vilde blomster til glæde og gavn for såvel insekter som haveejere. Foto: Lisa Farum Kristiansen

- Så det bliver spændende, hvem der kan fremvise det flotteste og vildeste blomsterbed næste år, hvor jeg helt sikkert skal have et vildt blomsterbed igen, runder Bent Nielsen af.

Så om foråret eller til efteråret

Blandingen, som Bent Nielsen har brugt kræver et gram frø pr. kvadratmeter.

Frøene skal sås i efteråret eller foråret i næringsfattig sandjord. Har man muldlag skal det vendes eller fjernes og påfyldes sand eller grus.

Jorden skal ikke gødes på nogen måde og når blomsterne har smidt frøene, klippes arealet og afklip fjernes. For at udpine jorden yderligere kan man klippe og fjerne afklip i tidlig forår, samt placere træer i området.

I Bent Nielsens vilde blomsterbed kan han nu se frem til en sommer og et efterår fyldt med både Blåklokke, Blåhat, almindelig Røllike, Brunelle, Slangehoved og Knopurt.

På Røllenvej ved Syvsten har landmand Torben Farum plantet en blomsterstribe, hvor man gerne må plukke et buket og tage den med hjem. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Farve-gåseurt, Smalbladet klokke, Nældebladet klokke, Hvid okseøje, Cikorie, Knoldet mjødurt, Gul snerre, Prikbladet perikon, Kællingetand, Tjærenellike, Trævlekrone, Skov forglemmigej, Vild Merian, Dunet vejbred, Hulkravet kodriver, Nikkende limurt, Dagpragtstjerne, Blæresmælde, Moskus katost, Klinte, Kornblomst og Kornvalmue.

Naturligvis er kommunen med

I Sæby har Frederikshavn Kommune, flere steder, plantet stykker med NaturligVIS beplantning.

Her lader man, ifølge skiltningen, græsset gro lidt vildere for at skabe leve-, yngle- og skjulesteder for planter og dyr og for at give kommunens borgere flere oplevelser med planter og dyr.

Ligeledes kan den vilde beplantning tiltrække flere insekter, så arter som fugle, pindsvin og flagermus lettere kan finde føde i området

Kontrollerede bede kombineret med vilde bede giver et flot spil i haven. Foto: Lisa Farum Kristiansen

Dagens lektie

Husk, at det er med blomster, som med mennesker.

Man kan være god nok, selvom man måske ligner dét, nogen betegner som ukrudt. For uanset hvor smuk en blomst man måske er, så er det, det indre som tæller og ikke om man har en stængel, som er svær at knække over.

For hvem bestemmer i øvrigt, hvem eller hvad der fortjener betegnelsen ukrudt eller blomst.

Så tag en tur rundt i byen og ud på landet, hvor de smukke blomsterstribe, -stykker og -bælter kan nydes ganske gratis og med afveksling.

For de skifter udseende og blomster løbende lige indtil frosten sætter ind.

Annonceret indhold

Nyeste