Ved alle fem indbrud i Skagen skaffede tyvene sig adgang ved at bryde et eller flere vinduer op. Arkivfoto: KIm Dahl Hansen
Livet her

Bølge af villaindbrud i Skagen

Indbrudstyve gik efter hurtigt omsættelige værdier

15. februar 2021 kl. 10:47

SKAGEN: Det er efter alt at dømme de samme indbrudstyve, som har været på spil ved en stribe villaindbrud i Skagen hen over weekenden.

I hvert fald ligner både metode og bytte hinanden ved de fem indbrud. Det oplyser politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

På Ulrik Plesners Vej i Skagen er tyvene kommet ind i en villa i tidsrummet fra fredag kl. 17.30 til lørdag morgen kl. 7. Tyvene har skaffet sig adgang ved at bryde et vindue op, og der er i hvert fald stjålet smykker og kontanter.

- Det er ikke den endelige opgørelse, men det er det, man i første omgang kan se, at der mangler, oplyser Peter Skovbak.

I tidsrummet fra fredag kl. 11.30 til lørdag kl. 14 er tyve brudt ind i en villa på Danevej i Skagen. Også her har de skaffet sig adgang via et vindue og er sluppet afsted med smykker og kontanter.

Samme mønster var tilfældet ved et indbrud i en villa på Thorsvej i Skagen i tidsrummet fra fredag kl. 15 til lørdag kl. 14.30. Her har tyvene taget smykker og to ure med sig derfra.

Weekendens fjerde indbrud i Skagen skete i en villa på Eratosvej. Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag kl. 13 og søndag kl. 13. Igen er et vindue brudt op, og fra villaen er der foruden smykker også forsvundet to Hilfiger-jakker, en løbejakke samt et antal skjorter af mærket Ralph Lauren.

På Carl Johansens Vej har en villaejer mistet ure, smykker og et ukendt beløb i fremmed valuta. Indbruddet kan være sket i tidsrummet 6. februar-14. februar.

- Men vi formoder, at det er sket i samme tidsrum som de øvrige, siger Peter Skovbak.

Politiet har ikke spor af indbrudstyvene, så ordensmagten hører gerne tip fra vidner på telefon 114.

Annonceret indhold

Nyeste