Livet her

Børnefamilier bydes op til intens skattejagt

Blomsterdekoratør Trine La Cour Kostending har skabt en vinter-tour de Frederikshavn for børnefamilierne - og der er præmier på højkant

30. januar 2021 kl. 08:00

FREDERIKSHAVN: Nu har alle børnefamilier muligheden for at få rørt benene med en frisk stenskattejagt rundt omkring i vores dejlige byområde.

Stenjagten er arrangeret af Trine La Cour Kostending, som synes der skulle afveksling ind i børnefamiliernes dagligdag.

Så ved siden af jobbet som blomsterdekoratør i Bellis Blomster i Sæby, aktiv mor og ivrig kunstmaler fandt hun lige tid til at kaste sig ud i arbejdet med at skabe rammerne for en aktiv familiesyssel her i skyggen af coronapandemien.

Og hun indrømmer gerne, at hun er blevet voldsomt inspireret til satsningen af sin gode bekendte Charlotte Rømming fra Sæby, der netop med stor succes har gennemført en lignende aktivitet for børnefamilierne i Sæby-området.

Og netop i dag lørdag kl. 9.00 går det løs.

Den første sten ligger på Pikkerbakken - så det er her fra skattejagten efter sten tager sin begyndelse.

Der er to bogstaver på stenen samt et billede, som guider deltagerne videre til næste sten i Frederikshavn.

Her er der igen to bogstaver og et billede.

- Jeg har malet i alt seks sten i Frederikshavn, så nu er det bare et spørgsmål om, at komme ud i det fri og skabe afveksling i en hverdag, der ellers er blevet mere lukket end vi har oplevet længe.

Trine La Cour Kostending regner med at skattejagten samlet løber op i 10 kilometer.

- Ideen er jo, at man skal rundt i forskellige del af Frederikshavn, så jeg vil absolut anbefale, at man har bilen med sig, så det bliver en hyggelig tur for hele familien, siger Trine La Cour Kostending, der samtidigt appellerer til, at man medbringe kaffe og juice, så ingen - heller ikke de mindste går sukkerkolde.

Omfatter familien større børn, er det muligt at gennemføre stenjagten på cykel.

- Det vigtigste er, at vi kommer ud og får noget luft sammen med vores børn, og når man har været rundt ved alle seks sten, er der 12 bogstaver, som man skal bruge til at danne et ord, fortæller Trine La Cour Kostending.

Når man har grublet sig frem til løsningen, så er der mere end frisk luft i vente.

For Trine La Cour Kostending har været rundt ved forskellige butikker i byen for at hente præmier til denne skønne vinter-tour de Frederikshavn i bil eller på cykel.

Og indleverer man svaret afleveres senest 14. februar i kiosken hos MENY på Gl. Skagensvej, så er man med i gruppen, der kan være heldige at vinde en præmie. Vinderne trækkes dagen efter.

Og som man måske allerede her kan ane, så behøver man ikke gå på sten-skattejagt allerede fra dag 1 - man har masser af dage at løbe på.

Vinderne præmieres med blandt andet gavekort fra Kids Coolshop/Kære Børn Frederikshavn, Ishuset ved Møllehuset (special vaffel), Bæredygtige Børn & Kvinder og Centerbageriet Hånbæk (kagemand og 15 boller).

Desuden kan man vinde en slikkurv fra MENY på Gl. Skagensvej, poser med romkugler fra KonditorBager Birk og blomsterbuketter fra Marguerite i Danmarksgade eller Le Pac i Søndergade.

Annonceret indhold

Nyeste