Livet her

Borgmesteren og bageriet

Birgit Hansen solgte rugbrud til 48 øre i anledning af 130 års jubilæum i bageri i Vestergade 18

04. september 2017 kl. 09:00

To af Tordenskjolds soldater holdt vagt ved indgangen, og inde i butikken stod Frederikshavns borgmester, Birgit Hansen, og solgte rugbrud til 48 øre.

Både borgmesteren og bagerfrue Anita Madsen var trukket i flotte kjoler fra Tordenskjolds tid i anledning af 130 års jubilæet med bageri i Vestergade 18, og begge de damer indrømmede, at det tog lidt tid at få sig skruet ned i sådan en sag.

- Jeg måtte have påklæderske til at hjælpe med knapperne bagpå, erkendte Anita Madsen, som sammen med sin bagerhusbond Brian har haft bageriet i 20 år til oktober.

- Men det udløser altså ikke flere jubilæumsfestligheder. Dem tager vi i dag, hvor Frederikshavns lokale forfatter, Henning Jensen, skal have æren af at få kommunens borgmester til at stå bag disken.

Samme Henning Jensen har også lavet en jubilæumsbog om de 130 år med bageri i Vestergade 18.

Birgit Hansen så ud til at hygge sig gevaldigt som bagerjomfru.

- Jeg har aldrig prøvet at ekspedere i en bagerforretning, men som gymnasieelev arbejdede jeg i Syvsten Bageri om natten, hvor jeg hjalp med at gøre plader rene og køre ud med varer, så jeg kender rytmen i et bageri, smilede borgmesteren, som naturligvis allerhelst ville sælge borgmesterstænger.

Butik eller borgmester

En kunde mente, at det trods alt nok var lettere at stå bag disken i en bagerbutik end at være borgmester, men Birgit Hansen udtrykte, at man også som borgmester skal være lidt serviceminded.

Og så var hun ellers klar til den næste med et "goddag, hvad skulle det være", og med lidt hjælp fra én af de ansatte gik det da også med at finde ud af det med pengekassen.

- Så hvis ikke jeg bliver valgt som borgmester til november, vil jeg stå i en bagerbutik, lød det kækt fra Birgit Hansen, inden hun fandt flere rugbrød frem til den kundevenlige pris på 48 øre.

Annonceret indhold

Nyeste