Arkivfoto: Bente Poder
Livet her

Bunken Strand Camping er solgt - her er de nye ejere

Vestjysk feriekæmpe rykker nordpå med købet af den nu forhenværende statsejede campingplads

16. februar 2021 kl. 06:36
Opdateret kl. 14:46

BUNKEN: Statens ejendomsselskab Freja Ejendomme har i nogen tid haft Bunken Strand Camping på salgslisten, og nu er pladsen blevet solgt. Den nye ejer af Bunken Strand Camping er Hvidbjerg Strand Feriepark, som i dag allerede driver camping, hytteudlejning, strandhotel og strandvillaer i Blåvand og i Vejers ved Vesterhavet.

Det oplyser Freja i en pressemeddelelse.

Bunken Strand Camping er beliggende i smuk natur, omkranset af skov og med direkte adgang til klitterne og familievenlig badestrand. Campingpladsen råder over 700 pladser og ni hytter, og ligger 14 km. fra Skagen og ca. 6 km. fra Råbjerg Mile.

- Vi oplevede rigtig stor interesse for denne ejendom og det var også derfor vi endte med at lave en budrunde. Campingpladsen nyder en helt fantastisk placering i naturen, har mange gode faciliteter til gæsterne og så ligger den rigtig godt i forhold til lokalområdets populære attraktioner, siger Per Kondrup, salgschef i Freja Ejendomme.

Den nye ejer har allerede mange års erfaring med at drive campingplads, og i 2018 modtog Hvidbjerg Strand Feriepark som den første campingplads i Danmark Campingrådets fineste udmærkelse: 6 stjerner.

Planen er at Bunken Strand Camping skal være klar til at modtage gæster allerede til påske.

- Vi glæder os rigtig meget til snart at kunne åbne Bunken Strand Camping. Beliggenheden er helt perfekt og vi ønsker at opgradere campingpladsen med nye bygninger og faciliterer i løbet af de kommende par år således, at Bunken Strand Camping kommer til at fremstå som en moderne campingplads midt i naturen.

- Vi vil nu gå i gang med at finde en forpagter til købmandsbutik og grill - samt et værtspar til selve campingpladsen, siger Steen Slaikjær, medejer af Hvidbjerg Strand Feriepark.

Annonceret indhold

Nyeste