Livet her

Chica lærer børn at læse

Chica er den eneste læsehund i Nordjylland og der er rift om hende

27. september 2017 kl. 08:00

En læsehund? Hvad er nu det for noget sjov? Er hun i gang med fjerde bind af Harry Potter?

De fleste har hørt om "læseheste", som synonym for folk, der sluger den ene bog efter den anden.

Men den er god nok.

På Privatskolen i Frederikshavn hár de en læsehund. Chica er navnet på den halvandet år gamle labrador, der på rekordtid er blevet en populært og naturlig del af læseundervisningen på privatskolen på Peter Wessels Vej.

- Ser vi snart Chica igen, spørger eleverne i 3. Y, da Chicas ejer, Hanne Klarskov, gør klar til at sige farvel efter et besøg i klassen, hvor eleverne på skift har læst højt for Chica i et hjørne af klasselokalet.

Roen sænker sig over klassen, straks den sorte labrador er på besøg. Alle ved, hvad det betyder. Nu skal der læses for Chica, der er fuldstændig rolig og helt uberørt af den store opmærksomhed fra de læselystne elever, der kappes om at få lov til at læse for og ikke mindst ae og nusse Chica.

- Læsehunden er et supplement til læseundervisningen. Egentlig burde hun måske hedde en lyttehund, for det er det, hun kan. Hun lytter til elevernes højtlæsning, og giver dem den ro og nærvær, der skal til. Chica hverken dømmer eller retter men hun skaber tryghed og tillid, forklarer Hanne Klarskov, der selv er lærer og underviser på Privatskolen.

- Chica kan selvfølgelig ikke kurere ordblindhed, men hun hjælper de elever, der har svært ved at læse op. De får en succesoplevelse og får dermed bedre selvtillid med læseoplevelsen, siger Hanne Klarskov.

Hun er medlem af Foreningen Læsehunde, en frivillig forening, som uddanner og certificerer læsehunde i Danmark.

Hanne og Chica tilbyder også kurser på Frederikshavn Bibliotek, hvor børn kan komme én gang om ugen i seks uger og læse for Chica.

Det har været en stor succes.

- Der er venteliste for at komme med, og vi har haft besøg af en familie, der kørte 72 km hver vej fra Nørhalne for at være med, fortæller Hanne Klarskov.

Hendes mand, Kim, er i øvrigt ivrig jæger, og tag ikke fejl, den rolige læsehund kan lynhurtigt forvandle sig til en rigtig jagthund, når hun er med Kim på jagt.

Annonceret indhold

Nyeste