Et præsteindsættelsesbillede, der forhåbentlig ikke vil gentage sig: afstand, formummet bag mundbind. Men humøret fejlede ikke noget. Fra venstre Kenny Gottlieb, Abildgård, i midten Simon Nielsen, th. Marianne Bach. Bagerst tv. Knud Erik Nielsen, Sct. Catharinæ Sogn, Hjørring (Simons far) og provst Viggo Ernst Thomsen. Foto: Carsten Thomasen.
Livet her

Den nye præst indsat

18. januar 2021 kl. 11:16

KOMMUNEN: Søndag 17. januar var der præsteindsættelse i Abildgård Kirke. En begivenhed, der forhåbentlig vil gå over i historien som en noget, der aldrig vil blive gentaget i den form senere.

Med alle de restriktioner, der i dag er på en gudstjeneste, er menigheden begrænset til et meget lavt antal – der har tilmeldt sig på forhånd, og som derfor sidder på anviste pladser med god afstand.

Menigheden må ikke synge. Det sørger koret for.

Der er ingen altergang. Hele gudstjenesten må max vare en halv time.

Man ledes ud igen i hold af den travle kordegn. Ingen efterfølgende samvær eller kirkekaffe.

Men trods det var det nu alligevel en festdag for Abildgård Kirkes nye præst Simon Nielsen blev indsat af provst Viggo Ernst Thomsen.

Simon Nielsen skal fungere i et embede, der er todelt, idet han halvdelen af tiden er sognepræst i Abildgård, mens anden halvdel af tiden skal bruges som international præst over for de mange indvandrere, der bor i hele provstiet .

I slutningen af 2020 fik kirken endnu en præst, Marianne Bach, der skulle have været officielt indsat i en gudstjeneste op til jul, men den måtte med kort varsel aflyses pga. nye restriktioner.

Hun er fuldansat sognepræst og virker selvfølgelig allerede, selv om indsættelsen først vil finde sted senere. -ct.

Annonceret indhold

Nyeste