Til Redningslørdagen på torvet var alle typer redningskøretøjer repræsenteret.
Livet her

Der var blå blink på torvet

06. maj 2024 kl. 06:00

SÆBY: Sæby Handel havde i samarbejde med Nordjyllands Beredskab og Sæby Redningsstation arrangeret ”Redningslørdag”.

Til den lokkende duft af grillede pølser og store potente brandbiler flokkedes børn og granvoksne familiefædre på Sæby Torv, for på nærmeste hold at se og prøve de store tillokkende biler.

Indsatsleder Bo Isaksen fik lejlighed til at fortælle om Nordjyllands Beredskab og hvad hans arbejde består af.

De fleste ser da heldigvis kun de røde og gule køretøjer, når de holder med snuden mod udgangen af garagen, eller når de overhaler én med fuld udrykning på vejene.

Den 4. maj havde alle mulighed for ved selvsyn at se, hvordan beredskabets rullende materiel så ud indvendig og fik en grundig forklaring på, hvordan alt grej fungerede i praksis.

Brandstationen i Frederikshavn havde rullet deres store stigevogn ud af garagen og opstillet den på torvet.

En by med høje huse skal selvfølgelig have slukningsmateriel, der kan matche bygningers højde.

Med en stige på 32 meter kan brandfolkene komme op på 8. etage og redde folk og husdyr ud af vinduerne og overdænge taget med vand.

Nordjyllands Beredskab I/S er det samlede beredskab for alle kommuner i Region Nordjylland og er organiseret i fire geografiske områder.

Nord afdelingen dækker Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt kommuner.

Kurven på stigevognen rørte næsten skyerne.

På deres hjemmeside fremgår blandt andet, at Nordjylland skal være trygt og sikkert for alle borgere og virksomheder.

Frivillige søges

For at få dækket alle indsatser ind hele døgnet hele året, er brandslukningsindsatsen afhængig af et frivilligt korps af samfundsbevidste kvinder og mænd.

På torvet gjorde brandfolkene opmærksom på, at Falcks brandstation i Sæby mangler frivillige brand-kvinder og -mænd.

Interesserede, der kan stå klar på brandstationen på Aalborgvej 93A i løbet af 5 minutter, og har spørgsmål om uddannelse, vagtform, fysiske prøver og andre optagelseskrav, straffeattest, med videre, er altid velkommen til at kontakte brandstationen.

Sæby Redningsstation er én af Kystredningstjenestens 21 stationer i Danmark. Redningsstationerne er drevet af staten, men betjenes af et mandskab af frivillige, der ligesom brandfolkene står til rådighed døgnet rundt hele året.

Annonceret indhold

Nyeste