Pigerne har nu et ben i DM-finalen.
Livet her

Det ene ben er i DM-finalen

01. april 2018 kl. 17:20
Opdateret kl. 18:49

Selv om det nærmest var på udebane i Aalbæk Fritidscenter fordi hjemmebanen var blokeret på grund af Rødspætte Cup, blev det til en sikker og flot sejr til Blackhawks ligadamer i den første semifinale.

Copenhagen lagde ud med et gigantisk pres på Blackhawks-målet fra start, men på en genial kombination slap Annika Bengtsson og Caroline Christoffersen fri af presset og kunne bringe Blackhawks foran 1-0 efter halvandet minut.

Så var der ligesom budt om til dans.

Copenhagen, der ligesom Blackhawks består af et meget erfarent hold krydret med unge talenter, forsatte ufortrødent presset og i det syvende minut gav det bonus, da super-veteranen Sandie Hou Bagge, krøllede et langskud ind bag Blackhawks-keeperen.

Det varede dog ikke mange minutter før Blackhawks igen scorede og kom foran 2-1.

Også denne gang var det Bengtsson/Christoffersen der var på pletten.

Det var startsignalet til den flotteste periode, Blackhawks har spillet i denne sæson.

Yderligere blev det til tre flotte scoringer inden pausefløjtet, så det var et tilfreds trænerteam fra Blackhawks, der gik til pausen med 5-1 på tavlen

Copenhagen lagde igen pres på fra start af 2. periode og fik reduceret til 2-5 og efter 7 minutter yderligere til 3-5 og var på vej ind i kampen igen.

Det satte Bengtsson/Christoffersen dog en effektiv stopper for med en scoring tretten sekunder efter Copenhagens reducering og bragte hjemmeholdet foran med 6-3.

Og da tilbagevendte Maria Østergaard nettede til 7-3 og 8-3 med tre minutters mellemrum, var det ligesom Copenhagen erkendte overmagten. 9-4 efter 2. periode.

3. periode blev kørt igennem med en enkelt scoring til Blackhawks og slutresultatet kunne der ikke indvendes noget imod.

Blackhawks-damerne viste stor styrke på dagen og kan de forsætte dette spil, vil der givetvis vente en DM-finale i Benløse 21. april.

Men der mangler lige den sidste forhindring 14. og 15. april i Copenhagen, hvor semifinale 2 og evt. 3 spilles.

Ingen tvivl om der bliver kamp til stregen.

Det kan blive en fysik kamp, da ingen af de to hold giver ved dørene, så det med at holde hovedet koldt for frederikshavnerpigerne.

Kampen var i øvrigt velbesøgt.

Små hundrede supportere fra nær og fjern havde fundet vej til Aalbæk denne påskelørdag og fik en særdeles spændende kamp af følge.

Point for Blackhawks:

Annika Bengtsson 3+1, Maria Østergaard 2+0, Caroline Christoffersen 1+3, Nanna Sørensen 1+2, Line Høeg 1+1, Christine Idskou og Gitte Svendsen begge 1+0, Mathilde Toldbod og Laura de Fries begge 0+1.

Annonceret indhold

Nyeste