Populære hoppepuder ved idrætsforeningens sommerfest.Arkivfoto
Livet her

Det sker i Gærum

04. september 2017 kl. 07:00

Gærum Idrætsforening.

Idrætsforeningen har netop afholdt 4 dages sommerfest med gennemgående "Western Tema". Festen var en blanding af sportskampe, masser af aktiviteter for børn og voksne - herunder adskillige hoppepuder samt waterballs, fællesspisninger og sommerbal, opvisninger samt "Stjernestøv".

Mandag den 25. september og de følgende mandag aftener indtil 11. december indbyder foreningen til Præmiewhist i klubhuset på Vrangbækvej. Kontaktperson er Martin Sørensen, tlf. 30 63 69 17.

Nyt fra Spejderne.

Så er spejderne i Gærum kommet godt i gang med det nye spejder-år. Alle enheder er i gang, og der er optaget nye bævere. Skulle der være flere børn, som ønsker at blive spejdere i Gærum - så kontakt Finn Mejlvang på 24 40 71 29.

De mindste spejdere - bæverne mødes hver onsdag kl. 18.30-20.00. Ulveungerne som er for 3.-4. klasse mødes mandag kl. 19-20.30, og endelig mødes de store spejdere torsdag aften kl. 19.00-21.00.

Den 29. september til 1. oktober skal alle spejderne på fælles "Gærum-lejr" i Klitten ved Lyngså - og spejderne lover, at det bliver en lige så fantastisk oplevelse som de foregående år.

Spejderne er nu også aktivt gået i gang med at samle lopper. Aflevering kan ske i carporten ved enden af den grønne hal, eller afhentning kan aftales ved henvendelse til Martin Sørensen på tlf. 30 63 69 17.

Ældreklubben.

Gærum Ældreklub starter sæsonen onsdag den 6. september. Klubben henvender sig især til pensionister og efterlønnere, men alle er velkomne til klub-onsdagene hver anden uge i tidsrummet kl. 9.00-12.00. Deltagerne drikker formiddagskaffe, spiller spil og synger fællessange, Mødested til klubdagene er Gærum skole i et lokale overfor kontoret - ind ad hovedindgangen og til venstre. Udover 6. september er der klub-onsdag den 20. september.

Sognemøde.

Onsdag den 6. september kl. 14.00 indbyder menighedsrådet til en rejseeftermiddag i Flade Præstegård, hvor afdelingsleder på Gærum skole, Mogens Brag, fortæller om en jordomrejse og noget af det, han har oplevet undervejs.

Torvedag og stort kræmmermarked.

Lørdag d. 9 september kl. 9.30 åbner Bo Storm fra Frederikshavn Gærums torvedag med et utal af aktiviteter samt et stort Kræmmermarked, som foregår omkring Brugsen midt i byen.

I løbet af formiddagen er der kåring af årets Gærum-borger, efterfulgt af konkurrencer for børn. Mange lokale forretningsdrivende er til stede med en stand, og alle Gærums foreninger er repræsenteret med aktiviteter.

Kernehuset har lykkehjul, Lokalhistorisk Forening laver udstilling, spejderne bager pandekager, Venstre har tombola og GIF kommer med gratis hoppeborg.

Gærums nye Fitnesscenter udstiller også - og her kan man desuden møde op med en pose æbler og et par flasker, og så få presset æblesaft i frugtpressere.

I Brugsen er der masser af tilbud på frugt og grønt, samt mange andre spændende ting.

Hjerteforeningen tager blodtryk, Energibyen kommer med sit rullende kontor, og Frederikshavns ejendomsmæglere er ligeledes inviteret til at deltage.

Gerda Jensen vil præsentere den nye model af juleklokkerne, til Gærums julebelysning.

Sådan kunne man blive ved at nævne aktiviteter der foregår på torvedag, hvor der også sælges grillpølser. Ved middagstid bliver der desuden fællesspisning for alle til rimelige priser.

En stand på kræmmermarkedet kan fås ved kontakt til Jean Abildgaard på tlf. 24 20 53 27 eller ved henvendelse i Brugsen.

Lokalhistorisk Forening.

Foreningen har netop udsendt et Nyhedsbrev, der denne gang blandt andet indeholder en erindringsfortælling om barndommen i husmandsstedet Skovlund i Gærum. Som sædvanlig deltager foreningen i torvedagen 9. september. I år udstilles en gammel traktor lånt af Torkild Tougaard. Desuden vises fotos på TV-skærm fra Gærum skole gennem tiden.

Arkivet i kælderen på Gærum skole holder åbent for alle interesserede mandag den 25. september fra kl. 19.00.

Høstgudstjeneste i Gærum Kirke.

Søndag d. 17. september kl. 10.30 er der høstgudstjeneste i Gærum kirke. Efter gudstjenesten er der frokost i Gærum Selskabslokaler, hvorefter menighedsrådet giver en kort orientering om arbejdet og de fremtidige planer.

For at deltage i frokosten, der koster 50 kr. + drikkevarer er det nødvendigt med tilmelding til Niels Pedersen tlf. 28 96 62 04, senest onsdag den 13. september. Arrangementet forventes afsluttet omkring kl. 14.00.

Seniorgudstjeneste.

Traditionen tro er Gærum Ældreklub og Gærum Menighedsråd gået sammen om afholdelse af en seniorgudstjeneste i Gærum kirke onsdag den 4. oktober kl. 14.00. Efter gudstjenesten er der kaffe i Gærum Selskabslokaler. Pris 25 kr.

Kalender:

6. og 20. september kl. 09.00: Ældreklubben mødes på skolen.

6. september kl. 14.00: Rejseforedrag i Flade Præstegård.

9. september kl. 09.30: Torvedag og Kræmmermarked ved Brugsen.

17. september kl. 10.30: Høstgudstjeneste i Gærum kirke og frokost.

25. september kl. 19.00: Præmiewhist i idrætsforeningens klubhus.

25. september kl. 19.00: Lokalhistorisk Arkiv holder åbent.

4. oktober kl. 14.00: Seniorgudstjeneste i Gærum kirke.

Annonceret indhold

Nyeste