Du skal af med din peberspray
Livet her

Du skal af med din peberspray

08. februar 2021 kl. 10:00

KOMMUNEN: Siden 1. januar 2019 har man lovligt kunnet købe en peberspray til selvforsvar i eget hjem.

Men nu rulles ordningen tilbage og det betyder, at det det nu igen er ulovligt at erhverve, besidde, bære og anvende peberspray i eget hjem og på offentligt tilgængelige steder uden særlig tilladelse.

Men i en overgangsperiode frem til 31. marts 2021 kan man som borger uden konsekvenser aflevere sin peberspray på Politistationen i Frederikshavn.

- Vores medarbejdere sidder i åbningstiden klar i vores ekspeditioner til at tage imod din peberspray. Vi opfordrer borgerne til at indlevere dem, så de kan blive bortskaffet og destrueret i henhold til retningslinjerne, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals.

Vicepolitiinspektøren tilføjer, at hvis helt særlige omstændigheder umuliggør indlevering mellem 1. februar og 31. marts 2021, så kan man stadig indlevere sin peberspray efter periodens udløb.

Det kan f.eks. være ved alvorlig sygdom eller et længerevarende ophold uden for Danmark – pebersprayen skal indleveres snarest muligt efter, at omstændighederne ikke er til stede længere.

Annonceret indhold

Nyeste