Der er rift om landets sommerhuse,
Livet her

Efterspørgslen er helt i vejret: Vi vil i sommerhus

Corona sender efterspørgslen på sommerhuse i naturen i top

19. februar 2021 kl. 20:00

FREDERIKSHAVN: Der er rift om landets sommerhuse, som i disse år er i ekstraordinær høj kurs blandt danskerne.

Under den aktuelle coronapandemi har særligt feriehuse med kort afstand til skov og vand vundet indpas, og det skyldes ifølge en af landets førende turismeforskere, at danskerne automatisk søger mod naturen, som repræsenterer noget trygt og nært i en usikker tid.

- I krisetider søger vi mod det nære, som kan give tryghed i en tid, der ellers er præget af uvished, utryghed og bekymringer. Det afspejler sig naturligvis også i vore feriepræferencer, som i stigende grad inkluderer naturen, forklarer Bodil Stilling Blichfeldt, som er turismeforsker ved Syddansk Universitet, og uddyber:

- En af årsagerne er blandt andet, at vi på ny er blevet bevidste om, at det ikke er ufarligt at rejse jorden rundt blandt rigtig mange mennesker.

- Det har tilført en ekstra dimension til vores generelle syn på naturen, da lockdown har mindet os om, at vi trods stramme restriktioner altid kan tage ud i det blå. Det er en udvikling, som har fået danskernes øjne op for de mange gode oplevelser, der findes i naturen.

Hos DanCenter bekræfter en ny undersøgelse blandt feriehusudlejerens gæster, at danskerne i højere grad end tidligere prioriterer kort afstand til naturen, når de booker feriehus.

- Vi oplever i øjeblikket, at naturen fylder markant i danskernes valg af sommerhus. Vores seneste undersøgelse blandt vores besøgende viser for eksempel, at knap 32 procent vægter en placering tæt på strand højest, fortæller Kim Holmsted, som er adm. direktør hos DanCenter og formand for Feriehusudlejernes Brancheforening.

- Derudover kan vi nikke genkendende til, at danskerne betragter sommerhusferie som en tryg og sikker ferieform.

- Flere og flere vælger nemlig sommerhusferie til, og i år handler det således om at bevare det store momentum, vi oplever i øjeblikket.

Kim Holmsted oplyser desuden, at danskerne har overtaget op mod 60 procent af de tyske bookinger, som netop er blevet annulleret grundet forlængelsen af den aktuelle grænselukning i Danmark.

Annonceret indhold

Nyeste