Livet her

Et spændende studie venter forude

01. september 2020 kl. 07:33

Da 19-årige Emilie Mikkelsen fredag den 28. august trådte ind af døren i Aalborg Lufthavn, tog hun første skridt til sin hidtil længste rejse til Provo i staten Utah i USA.

Frem til næste sommer skal den nybagte student fra Frederikshavn Handelsskole studere på det meget velestimerede og store Brigham Young University (BYU).

Skrappe optagelseskrav, sammenholdt med mange omkostninger til rejse, studier og ophold, gør, at det bestemt ikke er alle forundt at komme på dette fantastiske studieophold.

Men takket være Danish Heritage Scholarship, der er grundlagt af den tidligere frederikshavner, entreprenør Leo Jacobsen, får en elev fra Frederikshavn Handelsskole hvert år et stipendium med alt betalt.

For et år siden blev der afholdt et informationsmøde, hvor repræsentanter fra BYU fortalte handelsskolens afgangselever fra HHX om krav og mulighed for at opnå et scholarship til næste skoleår.

Sammen med en række andre elever på skolen søgte Emilie Mikkelsen om scholarship og optagelse. Her blev Emilie sammen med to andre udvalgt og de skulle hen over vinteren til en række test i København. Herefter var der to ansøgere tilbage som skulle til en finaletest i Hamburg.

Onsdag den 11. marts står tydeligt i Emilies bevidsthed, da det var dagen, hvor hun fik den dejlige besked om, at hun var den udvalgte til at modtage stipendiet og optagelsen på universitetet.

Men det var også samme dag, som statsministeren lukkede Danmark ned som følge af corona virussen. Den verdensomspændende sygdom gjorde, at der var stor usikkerhed om opholdet kunne gennemføres som planlagt.

Kufferten blev hurtigt pakket.

Opstarten blev udsat til januar 2021, men pludselig, med en god uges varsel, fik Emilie at vide, at der var mulighed for at starte op til september som oprindeligt planlagt.

Herefter gik det bare stærkt, siger Emilie. Der var kun kort tid til at få pakket og sagt ordentligt farvel til mine venner og familie.

Den største udfordring var at få udstedt et visum. På den amerikanske ambassade i København var der en ekspeditionstid på et par måneder.

- Heldigvis hørte jeg i mit netværk, at det kunne gøres hurtigere i Norge.

-Så jeg stod på færgen til Oslo og fik alle formalia på plads i løbet af en dag, siger den handlingsorienterede 19-årige Emilie.

Da Emilie landede i Salt Lake City lørdag klokken 10.00 amerikansk tid blev hun hentet af personale fra BYU og blev indkvarteret i et college sammen med èn, indtil nu ukendt, roommate, som hun skal dele værelse med det næste år.

Emilie fortæller, at hun har fået præsenteret en bred vifte af interessante fag.

-Selv om det har været vanskeligt at prioritere, har jeg valgt at blive undervist i emner som iværksætteri, psykologi, sundhed og flere selvudviklende fag.

Inden afrejsen fra hjemmet i Frederikshavn, var Emilie både spændt og lidt nervøs for, hvordan det vil komme til at gå, ikke kun med studiet, men også samspillet med de øvrige studerede i det internationale miljø.

Emilie har ikke noget klart billede af, hvad hun vil efter opholdet i USA, men håber, at opholdet kan være med til at hun bliver mere afklaret om fremtiden.

Annonceret indhold

Nyeste