Livet her

FilmMaskinen indspiller nye kortfilm

22. juli 2019 kl. 06:44

FilmMaskinen er en nordjysk læringsplatform for unge i alderen 17-25. Her lærer man at producere film på den professionelle films præmisser, med hjælp fra en række dygtige undervisere fra den danske filmindustri. FilmMaskinen fungerer som et springbræt ind i filmindustrien for unge filminteresserede i Nordjylland. Her får de unge mulighed for, at lave film med andre unge mennesker som brænder for film, samt mulighed for at stifte bekendtskab med filmen som medie og udtryksform.

Eleverne på filmmaskinen bliver delt op i hold, hvor de hver især vælger hvilken funktion de gerne vil have på årets produktion. Herefter er de selv ansvarlige for, at deres filmidé bliver til virkelighed, og hver elev får muligheden for, at sætte deres eget præg på filmen, når de prøver kræfter men den funktion, som de har valgt.

- Man får lov til at arbejde med det område, som man interesserer sig for; at dykke ned i det og at prøve nogle ting af”, siger Mads Palm Jensen, producer og ansvarlig for FilmMaskinen.

Forløbet foregår over et år og er bygget op om, at eleverne producerer kortfilm, som udvikles gennem en række weekend workshops.

- Jeg synes jo at en vigtig ting ved at lære om, hvordan man laver film er at gøre det, fortæller Mads Palm Jensen.

Årets første kortfilm ”Gry” handler om en ung pige som kommer fra en socialt udsat familie, hvor forældrene drikker. I hendes forsøg på at finde ro, opdager hun religionen og vælger at blive døbt i den kristne tro. Gennem filmen følger vi hendes rejse, hvor hun må navigere gennem familiedramaet og overbevise sine forældre om, at de skal møde op til hendes dåb.

For et par måneder siden så denne historie helt anderledes ud. Gry er nemlig gået fra ideen om en konfirmand der siger nej til religionen, til historien om en pige der finder sig selv i troen. Dette skete efter at holdet blev enige om, at dette var en mere interessant historie.

- Den nye idé opstod egentlig bare ved, at vi sad og diskuterede emnet, fortæller Liv Lundholm, som er instruktør på filmen.

- Men det var da lidt voldsomt at skifte historie halvanden måned inden optagelserne, for det er jo også en helt anden visuel stil, tilføjer fotograf Milo Marsfeldt Skovfoged.

Selvom dagene har været lange og der har været mange udfordringer, har holdet stået sammen for at vende problemerne til noget positivt. Selv da deres kamera gik i stykker midt i optagelserne, og de derfor var nødt til at bruge et andet kamera, som ikke havde en nær så god billedkvalitet. De fandt dog hurtigt ud af, at dette var held i uheld, da ulykken kunne bruges til at styrke det visuelle udtryk. ”Vi har nu lavet nogle meget store visuelle kontraster mellem locations, hvilket passer godt til historien”, siger Milo Marsfeldt Skovfoged.

På trods af udfordringerne har de med godt mod og en god holdånd formået at færdiggøre optagelserne. De var oven i købet foran tidsplanen hver dag. ”Jeg har tit tænkt, om vi mon gør det godt nok, når vi har været så meget foran tidsplanen, men det har virkelig været fordi, at det har fungeret så godt”, siger Liv Lundholm afsluttende.

Søndag 14. juli fik holdet på Gry de sidste optagelser i kassen, men FilmMaskinen har stadigvæk to andre produktioner som skal optages hen over sommeren. Den første kortfilm ”Skinsyg” handler om en dreng hvis jalousi tager så meget overhånd, at den bliver sygelig. Den sidste kortfilm ”Roser er røde”, finder sted på et teater, og den handler om en dreng, som i sit forsøg på at erklære sin kærlighed til en pige, indser at hans ekstraordinære plan ikke var så fabelagtig som han havde håbet.

Efter sommerferiens optagelser skal eleverne bruge efteråret i klipperummet, hvor de skal klippe filmene sammen, lave lyd og sysle med de sidste detaljer, så filmene kan blive færdige til premieren 9. november på Nordisk Filmfestival i Maskinhallen. Festivalen er åben for alle, og det er helt gratis. ”Der er plads til en del mennesker, så man skal bare komme”, fortæller Mads Palm Jensen afsluttende.

Hvis man skulle være interesseret i at blive elev på FilmMaskinens næste hold, er man velkommen til at kontakte Mads Palm Jensen på mapj@frederikshavn.dk

Annonceret indhold

Nyeste