Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

Flere borgere indkaldes til vaccination

01. februar 2021 kl. 05:00

KOMMUNEN: Der er sendt invitationer ud i e-Boks og som kvikbrev til 3000 borgere i målgruppen 85+ i Nordjylland. Konkret inviteres nu de allerældste i gruppen af personer, som er 85 år og ældre. Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Region Nordjylland modtager på tirsdag 6000 doser fra Moderna, så de 3000 borgere kan få begge stik fra denne leverance. Der tages fat på sprøjterne midt eller sidst i næste uge.

I Region Nordjylland er der i alt op mod 12.000 borgere i målgruppen 85+.

- De øvrige 9000 ældre nordjyder får selvfølgelig også tilbudt vaccination, når vi modtager flere leverancer i regionen. Nu starter vi ud med at vaccinere en fjerdedel af de ældre, og det er vi rigtig glade for at kunne sætte i gang, siger regionsrådsformand Ulla Astman i pressemeddelelsen.

Regionen har aftalt med de nordjyske kommuner, at der bliver et vaccinationssted til de 85+ borgere i hver af de 11 nordjyske kommuner. De borgere, der inviteres, er udvalgt af Sundhedsstyrelsen.

Skulle borgerne have behov for transport og eller ledsager, skal de henvende sig til deres kommune og få en aftale om det.

Region Nordjylland oplyser i pressemeddelelsen, at man melder ud, når der ligger en fartplan klar for vaccinationen. Derfor er det heller ikke på nuværende tidspunkt muligt at booke tider for de 85+ borgere, men borgerne får besked, når regionen er klar til at melde vaccinationssteder og tider ud.

Annonceret indhold

Nyeste