Livet her

Fond sikrer istandsættelse af bro og reetablering af voldgrav

12. juli 2021 kl. 19:52

Broen over voldgraven til Sæbygaard og selve voldgraven omkring gården har i mange år lidt af forfald, men står nu endelig overfor en større renovering.

Projektet vurderes til at koste i omegnen af 8 millioner kroner.

Hovedparten af beløbet bliver doneret at Melsen Fonden, hvis grundlægger Svend Melsen, i 1992 byggede en moderne fabrik i Aalborg til fremstilling af teknologiske komponenter under navnet Melsen Tech.

Fabrikken blev solgt i 2015 og provenuet herfra overgik til en fond, der blev stiftet den 9. juli 2020. Formanden for den almennyttige velgørende fond blev en markant sæbynit, revisor Ejvind Burholt.

-Som lokal ser jeg selvfølgelig gerne at lokale projekter fremmes, men heldigvis var hele bestyrelsen enige om, at Sæbygaard-projektet skulle nyde fremme, da vi traf beslutningen på mødet i juni måned, oplyser Ejvind Burholt.

- Bestyrelsen har den indstilling, at vi vil gøre en forskel og tingene skal gøres færdige, hvorfor vi vil følge Sæbygaards bro- og voldgravsprojekt til dørs, understreger Ejvind Burholt.

Formanden for bestyrelsen for Fonden Sæbygaard, Erik Sørensen er dybt taknemmelig for støtten.

-Vi har i mange år arbejdet på at finde midler til voldgravsbroen, så det var absolut en af mine bedre dage, da jeg for nylig fik det positive svar fra Melsen Fonden, siger en glad formand.

Ud over den store økonomiske håndsrækning fra Melsen Fonden, har Slots- og Kulturstyrelsen bevilget 1 millioner kroner til istandsættelse af broen, ligesom de har givet en betinget godkendelse om støtte til reetablering af voldgraven.

Fonden Sæbygaard har sendt flere ansøgninger ud til relevante fonde om donationer, som de håber vil afstedkomme flere positive svar.

Erik Salling, der er formand for Sæbygaards Venner, bekræfter, at renoveringen af broen er ved at være akut. Broen var i 2014 i så dårlig stand, at vi måtte foretage en midlertidig udbedring.

- En reparation der ikke kan holde ret meget længere.

Det store voldanlæg omkring Sæbygaard står foran en omfattende renovering. Foto: privat

Det er arkitekt Jens Andrew Baumann der er projektchef og som skal forestå det omfattende arbejde, der forventes gennemført i 2022.

Ud over at være tilknyttet Sæbygaard som bygningssagkyndig i flere år, har hans tegnestue, Baumann Boe-Whitehorn Arkitekter i Viborg siden 2016 været Kongelig Bygningsinspektør med ansvar for at holde øje med den jyske og fynske bygnings-kulturarv.

Siden oprettelsen af Fonden Sæbygaard i 1988 er der i alt blevet tilført eksterne midler på 22 millioner kroner til restaurering- og renoveringsprojekter, herunder installering af elevator i 2015.

- Restaurering handler om at bevare de gamle værdier, der giver bygningen og omgivelserne sin sjæl og samtidig tilfører nye værdier, der sikrer, at anlæggene består langt ud i fremtiden, siger Jens Andrew Baumann.

Med valget af Jens Andrew Baumann som projektleder har Sæbygaard valgt en kompetent samarbejdspartner, idet han bl.a. tidligere i sin karriere har været arkitekt på en lang række historiske restaureringsopgaver. Blandt andet istandsættelsen af Frederik VIII´s palæ på Amalienborg, arkitekten Arne Jacobsens sommerhus ”Knarken” og Lindenborg Slot ved Gistrup.

Ejvind Burholts lokale engagement fornægter sig ikke, idet han henstiller til projektchefen at invitere lokale håndværkere til at afgive tilbud på opgaven.

Annonceret indhold

Nyeste