Livet her

Frederikshavn skruer op for debatten

Demokratifestival på biblioteket den 25.- 27. september

13. september 2017 kl. 07:00

Bibliotek & Borgerservice i Frederikshavn Kommune er for første gang stolte værter for Frederikshavn Demokratifestival 2017 - en tre dages festival den 25.-27. september, med fokus på demokrati, debat og deltagelse.

I tæt samarbejde med Danmarks debattør nr. 1 Clement Kjersgaard, RÆSON, oplysningsforbundene og uddannelsesinstitutionerne i Frederikshavn inviteres alle til at være med til at genoplive den folkelige debat, med lokale politikere og ildsjæle, suppleret af en håndfuld gæster, blandt landets skarpeste beslutningstagere og meningsdannere.

Der er lagt op til tre spændende dage i Frederikshavn, når Biblioteket forandres til en demokratisk arena, hvor politikere og debattører tager kampen op for at sætte demokrati og debat på dagsordenen.

Programmet

I løbet af de tre dage spøger vi os selv "hvor skal Danmark hen", "hvad skal Danmark være" og "er Danmark et retfærdigt samfund"?

Mandag den 25. september sætter vi politikerne i rampelyset. Her kan du møde Morten Østergaard og Pia Olsen-Dyhr, når de hver for sig stiller sig på scenen og fortæller om deres visioner, deres oplevelse af politik og de svarer på spørgsmål fra publikum og de sociale medier. Dernæst mødes de to politikere sammen med endnu en politiker, Christina Egelund, i en debat styret af Clement Kjersgaard. Temaet for mandagens debat er: "hvor skal Danmark hen", og der vil blive god tid til spørgsmål og debat fra salen. Mandag aften runder vi af med foredraget ’Dansk politik om 10 år’ ved selveste Clement Kjersgaard.

Tirsdag den 26. september skal vi tale om frihed og fællesskab, når vi tager temaet ’Hvad skal Danmark være’ op. Vi byder to af landets mest markante debattører, når det gælder integration og fællesskab, op på scenen. Jurist Natasha Al-Hariri og forfatter, politisk kommentator mm Mikael Jalving mødes i en debat om emnet, og efterfølgende byder vi Frederikshavn Kommunes Borgmester Birgit Hansen med på scenen, når de tre bliver stillet spørgsmålet, "er demokratiet i krise"?

Tirsdag aften afrunder vi med et debatmøde om visionerne for Frederikshavn, hvor vi samler alle partiernes spidskandidater til kommunalvalget 2017 med Clement Kjersgaard som ordstyre.

På Demokratifestivalens sidste dag, onsdag den 27. september, tager vi fat på temaet ’Er Danmark et retfærdigt samfund’? Der bliver stillet skarpt ind på retfærdighed og uddannelse, når tidligere formand for Danske Skoleelever Vera Rosenbeck og folketingskandidat Morten Ryom mødes i debat. Som afslutning på Frederikshavn Demokratifestival får de to debattører selskab på scenen af ungdomspartierne og ungebyrådet i en uddannelsespolitisk debat, hvor Clement endnu engang vil styre slagets gang.

Hele programmet sendes live på ræson.dk, og debatterne føres videre på de sociale medier. Du kan læse det fulde program på bibl.frederikshavn.dk.

- Der er fri éntre til hele Demokratifestivalen, og vi håber på stor deltagelse fra hele lokalsamfundet, siger arrangør Pernille Lisborg.

Lokal opbakning

En række lokale aktører støtter op om initiativet - AOF, FOF, DOF, LOF, Lilleskolen for Voksne, FUF samt Nordjyske Bank, har bidraget økonomisk og har dermed været afgørende for demokratifestivalens bredt sammensatte program. - I Nordjyske Bank synes vi, det er vigtigt at lokalsamfundet udvikler sig både kulturelt og socialt. Det opnår vi blandt andet igennem en god debat, og derfor støtter vi op om den nye Demokratifestival i Frederikshavn, udtaler Claus Andersen, Adm. direktør i Nordjyske Bank.

Det er netop denne udvikling arrangementet har for øje at skabe rammerne omkring, og håbet er en succesfuld festival, som samler lokalbefolkningen til debat og deltagelse - en festival som sætter Frederikshavn på danmarkskortet, når det gælder politisk deltagelse og den aktive indsats for udviklingen af det danske samfund.

Annonceret indhold

Nyeste