Poesiens Bus er et ombygget lilla folkevognsrugbrød med et indbygget poesibibliotek og hyggekrog. Foto: Frederikshavn Bibliotek
Livet her

Frem med digterhatten og den lyriske åre

29. august 2021 kl. 04:25

Bibliotek & Borgerservice Frederikshavn Kommune tager digterhatten på og holder Poesidage med spot på poesi, lyrik og digtning. Poesiens Bus kommer og en masse lokale samarbejdspartnere hjælper med at få poesi i mange forskellige afskygninger til at flyde rundt i hele Frederikshavn Kommune.

Der sker mandag 30. august til lørdag 4. september.

Der bliver aktiviteter for alle aldre i hele kommunen, når der i seks dage for alvor sættes spot på poesi.

- Vi skal læse digte, skrive digte, høre digte, male digte og meget mere, fortæller tovholder Pernille Lisborg og fortsætter:

- Poesi kan noget helt specielt, og på meget kort tid med få ord, kan poesi sætte præcise ord på følelser og stemninger, vi alle kender fra os selv.

Formålet med Poesidage er helt klart.

- Vi vil åbne folks øjne for, hvor fantastisk og forskelligartet poesi er, og vi håber, at vi med de mange fede oplevelser – med noget for alle – kan inspirere flere til at dykke ned i og finde glæden ved poesi, lyder det fra tovholder Pernille Lisborg.

Den lyriske uge er delt op i to spor, der dækker et program for alle og et program målrettet ungdommen/institutioner.

Program

Ugen skydes i gang mandag 30. august, hvor Palads Teatret viser filmen ”Tove” om forfatter Tove Jansson.

Borgmester Birgit S. Hansen (S) afslører tirsdag et nyt værk til Poesiparken ved Rådhuscentret, og efterfølgende er der åbent hus i centret bl.a. med en helt særlig udstilling af poetisk håndarbejde og gamle poesibøger.

Trio a’ Capella synger Halfdan Rasmussen og Benny Andersen i For Retfærdigheden i Sæby tirsdag aften.

Torsdag 2. september venter en stor musikalske oplevelse i Maskinhallen, hvor Sara Grabow med band giver koncert.

Poesiens Bus holder på Rådhuspladsen ved biblioteket i Frederikshavn fredag 3. september. Bussen er et ombygget, lilla folkevognsrugbrød med indbygget poesibibliotek.

- Alle er velkommen til at besøge bussen, se nærmere på deres poesibibliotek, få en snak om poesi med bussens poesiformidlere, selv skrive et digt eller få et digt læst højt, lyder opfordringen.

Børn og Henrijette Fischer leger med ord og poesi i For Retfærdigheden i Sæby fredag eftermiddag. Det er også her, at Hans Harding fortolker Morten Nielsens digte i ord og toner fredag aften.

Lørdag den 4. september besøger Poesiens Bus Skagen Bibliotek og Kulturhus Kappelborg med oplæsning og en workshop, hvor du kan få lov til at skabe din egen digtsamling. Workshoppen henvender sig til alle fra 10 år, som kan prøve kræfter med sjove skriveøvelser eller sy deres egen digtsamling.

Kunstner Jeanette Sætre laver billedpoesi i Børneværkstedet på Frederikshavn Bibliotek, og samme dag er der besøg af komponist Per Drud Nielsen under temaet ”Litterær 17-tals-magi og musikalske hekserier”. Per Drud Nielsen fortæller om sit samarbejde med Susanne Brøgger omkring digtsamlingen ”Lotusøje”, hvor alle digte overholder den japanske haikutraditions krav om 17 stavelser.

Annonceret indhold

Nyeste