Livet her

Fritidskonsulenten savner action på baner og i haller

09. februar 2021 kl. 08:00

FREDERIKSHAVN: Da Søren Frederiksen i 2019 tiltrådte en nyoprettet stilling som Fritidskonsulent, stod der ikke noget om corona i kortene, og det seneste år har været hårdt for foreningerne i kommunen.

Med corona kom klubberne først i en form for choktilstand, hvor nogle prompte lukkede ned, mens andre prøvede at finde nye veje for at aktivere medlemmerne.

- Mange klubber har været utroligt dygtige til at aktivere medlemmerne både virtuelt og med anderledes udendørs aktiviteter. Jeg tror at det er gået op for mange klubber og trænere hvor vigtig den sociale del af klubben er, og jeg tror vi kommer klogere ud på den anden side. Måske med ekstra lyst til at styrke det sociale sammenhold i forhold til stram træning og øvelser fortæller Søren Frederiksen.

Søren Frederiksens arbejde som fritidskonsulent består i kontakt til foreninger og klubber for at hjælpe med udvikling, nye tiltag og evt. problemer. Det kan også være hjælp til opstart af nye foreninger.

- Klubberne står med mange udfordringer, når vi forhåbentlig snart kan komme i gang igen. Måske er medlemsantallet faldet eller man har fået en presset økonomi, da indtjeningsmuligheder til arrangementer og turneringer er ikke eksisterende.

- Det er derfor utroligt vigtigt at man bliver ved med at være kreative i klubberne for at holde kontakten til medlemmerne.

- Der er mange dygtige og kreative klubber som er gode til at træne eller aktivere børnene virtuelt foran skærmen.

- Både børn og voksne elsker fortsat at være en del af fællesskabet - også selvom det er på afstand. Og så er det vigtigt at forældrene ikke kun sidder og venter på at klubberne kommer med initiativerne. Stå sammen som forældre, og vær med til at hjælpe klubberne med arrangementer og initiativer.

- En anden stor opgave for klubberne, er at holde kontakten til alle de frivillige trænere og ledere, som helst skal være klar, når det igen er muligt at mødes i klubberne.

- Der er en risiko for, at de har fået andre interesser mens det hele har stået stille - og uden den store mængde frivillige har vi ingen foreninger fortæller Søren Frederiksen.

Da det har været umuligt at træne indendørs, har mange udendørs sportsgrene og aktiviteter oplevet et kæmpe boost. Motionsløb, MTB og vandsport er populært som aldrig før.

Man forudser også en øget søgning til spejderkorpsene, på grund af den øgede interesse for at opholde sig i naturen.

- Jeg er ikke i tvivl om at fremtidsforskerne har ret, når de spår at foreningslivet vil opleve markant søgning, når vi forhåbentlig snart kan bevæge os mere frit. Vi har i den grad savnet fællesskabet, kammeratskabet og de gode oplevelser.

- Og jeg savner helt vildt den gode gamle tid med masser af larm og aktivitet på baner og i haller samt store turneringer med idrætsudøvere fra hele landet og verden. Gode oplevelser for livet, som de unge desværre måske også bliver snydt for i år. Det bliver forhåbentligt godt igen, selvom vi desværre nok skal indstille os på, at der er stykke vej til den normaltilstand vi kendte.

- Sidder man i foreningerne med konkrete problemer eller mangler sparring, skal man ikke holde sig tilbage for at kontakte mig på sofr@frederikshavn.dk, fortæller Søren Frederiksen.

Annonceret indhold

Nyeste