De mange gæster ved Skagen Festival skaber en markant og vigtig millionomsætning i byen. Foto: PR Skagen Festival
Livet her

Frivilliges indsats skaber millionomsætning

Musikken spiller og kasseapparaterne klinger

01. juli 2019 kl. 07:52

SKAGEN: Fra 4. til 7. juli spiller musikken igen ved Skagen Festival, som den har gjort det siden 1971.

Skagen Festival er dermed Danmarks ældste musikfestival, og gennem årene har festivalen kun vokset sig større og større.

Fra den første festival i ’Tuxens Villa’ til de nu fire hovedscener og en lang række afledte musikevents i Skagen.

I år har festivalen 83 koncerter på programmet, der er solgt 10.000 billetter, og der deltager gæster og musikere fra hele 21 nationer.

- Vi har med Skagen Festival fået et signaturevent, og begivenheden er blevet et ’brand’, som i sig selv er i skandinavisk topklasse,” siger René Zeeberg, direktør i Turisthus Nord.

Men hvad færre måske tænker over, er, hvor stor en økonomisk betydning, Skagen Festival har for byen.

De mange frivillige, der knokler med at få afviklet festivalen, er nemlig ikke kun med til at skabe en stor musikoplevelse for de mange gæster, de er faktisk også med til at skabe arbejdspladser.

Den netop udgivne analyse ’Turismens økonomiske betydning i Danmark’ fra VisitDenmark viser, at en kulturturist, der besøger en kystdestination, i gennemsnit bruger 750 kr. i døgnet på overnatning, forplejning, fornøjelser osv.

Med 30.000 gæster i løbet af de fire festivaldage viser Turisthus Nords beregninger, at Skagen Festival giver en total meromsætning i byen på op mod 90 millioner.

- Det er store tal, men det bekræfter den fornemmelse, som vi har haft i mange år.

- Bag de flotte tal gemmer der sig også en beskæftigelsestilvækst på ca. 110 årsværk, da der ifølge VisitDenmark skabes 1,26 årsværk for hver million i turismeomsætning.

Dermed er Skagen Festival også en job-skaber, der både er vigtig for Skagens økonomi og beskæftigelse, siger René Zeeberg.

Bag festivalen står en frivillig koordinationsgruppe, som arbejder ulønnet 365 dage om året, og under selve festivalen hjælper intet mindre 650 frivillige med til at få alt til at lykkedes.

- Men det hele bygger på det mest skrøbelige af alle fundamenter – nemlig frivilligt engagement.

- Frivillighed blomstrer af lyst og dør af pligt, og derfor er det også utroligt vigtigt, at det lokale erhvervsliv i Skagen bakker op omkring de frivilliges arbejde, siger René Zeeberg.

Festivalen har heldigvis et godt samarbejde med det lokale erhvervsliv, som i år har tegnet hele 80 sponsoraftaler, fordi de lokale forretninger ønsker at støtte op om festivalen og kan se dens erhvervsøkonomiske betydning.

- Men det behøver selvfølgelig ikke handle om kroner og ører det hele. Jeg tænker, at alle vi, der elsker den gode musik ved Skagen Festival, ikke kun skal klappe af musikerne, men også huske at give de frivillige et klap på skulderen, for det har de fortjent,” slutter René Zeeberg.

Annonceret indhold

Nyeste