De nye bord bænkesæt, som er lavet af gamle fisketrawl står nu klar til gæsterne på Skagen Havn. Foto: Skagen Havn
Livet her

Genbrug på den nye mole: Gamle fisketrawl får nyt liv på Skagen Havn

Skagen Havns nye molehoved har fået tre nye bord bænkesæt. Den grønne farve afslører måske, hvad de stammer fra, og de er faktisk også lavet af indsamlet fisketrawl, som er blevet genanvendt

18. april 2021 kl. 08:00

SKAGEN: Den nye havneudvidelse Etape 3, har vist sig at være noget af et tilløbsstykke, skriver Skagen Havn i deres nyhedsbrev.

- Det imponerende nyetablerede landareal tiltrækker store som små, og hvis du ikke allerede har taget turen ud på det nye areal, kan det absolut anbefales. Fra de nye fiskeplatforme er der en imponerende udsigt og alleryderst – ved molehovedet, kan man følge med i skibstrafikken, direkte ved indsejlingen til havnen.

Det nye molehoved er hele 900 m2 stort, og her har Skagen Havn netop opsat 3 bordebænkesæt. Og det er ikke blot hvilke som helst bordebænkesæt. Den karakteristiske grønne farve, leder tankerne hen på fisketrawl, og faktisk er det netop fisketrawl, de er lavet af.

Skagen Havn modtager årligt op mod et hundrede tons kasseret fisketrawl, der indsamles fra de mange fiskefartøjer, som anløber havnen.

Det har altid været et fokus for Skagen Havn at undgå, at de indsamlede fisketrawl ender på lossepladsen. Genanvendelse af de indsamlede fisketrawl er med til at reducere mængden af affald i havet, mens vi genbruger værdifulde ressourcer.

De gamle fisketrawl bliver genanvendt til en lang række forskellige produkter, lige fra bæredygtige designmøbler til indkøbskurve og mobilcovers.

Bænkene står ude på molen, og det er blot et af de mange initiativer Skagen Havn gør for at sætte fokus på bæredygtigheden. Foto: Skagen Havn

- Udover at det gamle fisketrawl får et nyt liv, som eksempelvis møbler, bidrager det samtidig til en betydelig CO2 reduktion. For hvert ton fisketrawl vi genanvender, reduceres co2-aftrykket med 3,7 tons. Dét, at vi årligt er med til at genanvende op mod 100 tons fisketrawl, er derfor et vigtigt bidrag i forhold til at mindske det samlede klimaaftryk på Skagen Havn, fortæller direktør for Skagen Havn Willy B. Hansen i nyhedsbrevet og fortsætter:

- Ved Skagen Havn håber vi, at folk får glæde af de ny-opstillede bordebænkesæt på molehovedet, da det er vigtigt for os, at vores investeringer er med til at skabe merværdi - også for lokalsamfundet.

Annonceret indhold

Nyeste