Frederikshavn Boligforening vil bygge 40 nye lejligheder i den gamle skolebygning fra 1915 samt yderligere 20 i et nyt 5 etagers punkthus, der skal rejses nord for den oprindelige skolebygning. Boligforeningen forventer at kunne sætte spaden i jorden medio 2018. Hver lejlighed får en lille stålaltan ud mod Ørnevej eller Rimmensgade.
Livet her

Grønt lys til boliger på Ørnevej

Ombygningen af Frederikshavns gamle skole for 122 mio. kr. skrider planmæssigt frem

13. september 2017 kl. 07:00

Ombygningen af Ørnevejens Skole til 60 almene familieboliger rykkede et skridt nærmere virkelighedens verden, da økonomiudvalget onsdag nikkede ja til det kommunale grundkapitalindskud på 10 procent.

Byggeriet af første etape er beregnet til 122, 5 mio. kr., så kommunens indskud beløber sig til 12,25 mio. kr.

- Jeg glæder mig over, at vi bevarer Ørnevejens Skole i det udtryk, den gamle, flotte bygning har. Og at vi så kan aktivere den med nye, moderne boliger for alle, lige midt i centrum af Frederikshavn. Det bliver godt. Vi skal have noget på hylderne og boliger for enhver smag. Det er med til at tiltrække nye borgere, siger borgmester Birgit Hansen (S).

60 boliger i første etape

De mindste lejligheder bliver på 65,4 kvm. og de største på 115,1 kvm., og huslejen bliver henholdsvis 5.315 og 8.341 kr. pr. måned eksklusiv forbrug.

Frederikshavn Boligforening forventer at starte ombygningen i sommeren 2018. Første etape omfatter ombygning af den gamle skolebygning fra 1915. Her skal der være 40 almene familieboliger. Desuden opføres det første af to punkthuse i fem etager, der kommer til at ligge nord for den gamle skolebygning. Hvert punkthus kommer til at rumme 20 boliger.

De nyere tilbygninger til skolen, der blev opført i henholdsvis 1966 og 1973 fjernes og skolens facade mod nord reetableres, så den igen kommer til at fremstå som en fritliggende karré.

De to gymnastiksale på nordsiden af skolen ombygges til lejligheder i to etager, og tanken er at forlænge de eksisterende vinduer ned til gulvniveau.

Ikke mere trafik på Barfredsvej

Den gamle skoles aula bibeholdes og skal fremover bruges til fællesaktiviteter for beboerne.

Mod vest, syd og øst bliver der spinkle stålaltaner til hver lejlighed.

Den gamle skolegård bibeholdes og beplantes. Der vil være offentlig adgang gennem området.

Den eneste indsigelse, der er kommet, er fra Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus, der understreger, at det er afgørende, at trafikken på Barfredsvej ikke intensiveres.

Det er der formentlig ikke udsigt til, da vejadgangen til det nye boligkvarter vil ske via ind- og udkørsler fra Rimmensgade og Ørnevej.

Annonceret indhold

Nyeste