Livet her

Guld Harald Prisen uddeles

Hele Frederikshavn er inviteret til uddelingen 8. juli

01. juli 2019 kl. 08:10

FREDERIKSHAVN: Harald Nielsen er Frederikshavns fodbold-ikon - og det helt uden sidestykke.

Hele Danmark var på fornavn med den unge frederikshavner, der uimponeret tog teten for landsholdet trods sin meget unge alder - og som siden som en af de første skabte sig en glorværdig professionel karriere i italiensk fodbold.

Det er snart fire år siden Harald Nielsen - eller Guld Harald, som hans tilnavn var - døde, men han lever videre i sin fødeby.

i 2017 gav han navn til pladsen ved Arena Nord nabo til det fodboldstadion, hvor han gang på gang henrykkede det lokale publikum.

Sidste år kunne hans enke, Rudi Nielsen afsløre en imponerende statue af Frederikshavns ikoniske fodboldspiller ved en ceremoni, der helt naturligt var placeret samtidigt med starten på Cup No. 1, hvis indmarch da også gik forbi den netop afslørede statue, som Aalbækkunstneren Christian Svendsen har skabt.

I år byder der så på en fortsættelse.

Samme sted og samme tid uddeles således den første sportspris - Årets Guld Harald, til en fodboldspiller, en træner eller en klub, der har gjort en særskilt god figur i året der er gået.

Personen eller klubben skal have en tilknytning til Nordjylland.

- Og så gør det heller ikke noget, at der er en internationalt vingefang, siger direktør Per Malmberg, Arena Nord, der har sæde i priskomiteen.

Komiteen udgøres i øvrigt af Poul Broberg, DIF, Pauli Jørgensen, FfI Fodbold, Jens Jørgen Calundan, Spar Nord, Morten Kock, Spar Nord og Rudi Nielsen.

Guld Harald komiteen har fundet årets modtager, men Per Malmberg vil ikke løfte sløret for, hvem der skal have den første Guld Harald Pris.

- Nej, I må vente, siger Per Malmberg, som på komiteens vegne glæder sig til at afsløre modtageren og overrække prisen.

Men han oplyser, at feltet har været stort og godt, så det har været en udfordrende opgave at udpege den helt rigtige til at få den første pris

Det sker 8. juli - igen samtidigt med indmarchen til Cup No. 1 som selvfølgelig også i år lader indmarchen gå forbi den imponerende statue.

Prisen er på 25.000 kroner og er skænket af Spar Nord Fonden, og en mindre udgave af Guld Harald statuen til en værdi af 25.000 tilgår også prisvinderen. Statuen en miniature er skænket af Rudi & Harald Nielsen Holding og både Rudi Nielsen og hendes og Harald Nielsens børn vil være til stede.

Uddeling af Årets Guld Harald sker ved statuen kl. 18 og alle er velkomne til at deltage.

- Vi håber, at virkelig mange vil deltage, siger Per Malmberg

Annonceret indhold

Nyeste